Helge Andersen, der er en af de nordmænd, som har fulgt dansk børneteater på nærmeste hold gennem de seneste 25 år, døde 1. januar 2013 efter nogen tids sygdom. Han blev 69 år.
Helge Andersen (f. 1943) ydede en uvurderlig indsats for norsk børne- og ungdomsteater gennem sit mangeårige virke som dramatiker og dramaturg i det norske Radioteatret og via sin mangeårige indsats i Norsk ASSITEJ og International ASSITEJ. Han var således i over 20 år såkaldt styreleder i ASSITEJ Norge – hvor han trådte tilbage i oktober 2010 – og i flere perioder medlem af executivkomiteen i International ASSITEJ, der i 1999 afholdt verdenskongres i midnatsolens norske Tromsø efter hans forarbejde. På det tidspunkt var han også vicepræsident i International ASSITEJ.
Helge Andersen fulgte via sin post i International ASSITEJ og ikke mindst det fasttømrede samarbejde mellem de nordiske ASSITEJ-centre også levende med i dansk børneteater. Han var en fast gæst på de årlige april-festivaler gennem en snes år – og fik sin ilddåb som anmelder af festivalforestillinger i Børneteateravisen efter festivalen i Thisted i 1990. Og han var en særdeles skarp analytiker
Han var tillige et muntert bekendtskab med stor appetit på livets spirituøse glæder og social samvær, og han vil blive savnet ved både festivaler og internationale børneteaterbegivenheder.
Helge Andersen var uddannet magister i Teatervidenskab – med fagene sociologi, religionshistorie og idéhistorie. Han har arbejdet som journalist, dramalærer og teater- og litteraturanmelder i den norske avis Aftenposten, inden han gjorde karriere i den norske pendant til DR, NRK(Norsk Rikskringkasting), først i børne- og ungdomsafdelingen og siden som hoveddramaturg i Radioteatret.
Han skrev og dramatiserede et betydeligt antal værker for radio, ligesom han var forfatter til en række børne- og ungdomsbøger. I 2000 vandt Helge Andersen således International Children's and Youth Radio Drama Festivals pris, Prix Ex Aequo 2000, for dramatiseringen af sin egen roman, ’Pikekyss’ (Pigekys). Samme pris vandt han for et hørespil, ’Lånerne’ i 2004, mens hørespillet ’Tilbake til Tuengen Allé’ året efter vandt Prix Europa Radio France.
I 2008 tildelte Dramatikerforbundet ham Hans Heibergs Minnestipend for hans indsats i Radioteatret.
For et par år siden gik han på pension og trak sig fra div. nationale og internationale poster, men han var selvfølgelig til stede, da ASSITEJ’s verdenskongres og festival blev afviklet i maj 2011 i København og Malmø.
En god ven af dansk børneteater er ikke mere.
Helge Andersen bisættes fra Vestre Gravlund i Oslo 11. januar kl. 14,30.
(Foto: Søren K. Kløft)
(caj)