17. april 2018

Hans Hartvich-Madsen er død

Hans Hartvich-Madsen (f. 1945) er kort efter sin 73 års fødselsdag død i Tallinn I Estland, hvor han de sidste par uger har ligget i koma, inden han 17. april ‘drog af sted til det store skuespillerhus. Der hvor de gode historier bliver til og fantastiske mennesker mødes’, som han søn, Nikolaj Tring Christensen, så smukt skriver i en lille afskedshilsen på Facebook.

Det er et langt og energisk og kunstnerisk sammensat livsforløb, der ender i Tallinn, hvor han har boet og virket de senere år sammen med sin estiske kone og kunstneriske partner, Külli Palmsaar, der har sit eget teater her og i øvrigt ofte har besøgt Danmark.

Trods de geografiske afstande fortsatte han som engageret og mangeårig formand for UNIMA Danmark frem til sidste år.

Og netop dukketeatret har været et stort omdrejningspunkt for meget af hans omfattende teatervirke, hvor en stor del også har haft fokus på børneteatret.

Det startede tilbage i 1960’erne, hvor han efter et par års litteraturstudier ved Københavns Universitet blev regissør og tekniker på det daværende Comediehuset i København, Dronningemøllerevyen og Det Ny Scala, inden et midlertidigt teknikerjob på Riddersalen blev vekslet til et langvarigt virke (1972-85) som tekniker, administrator og instruktør på Riddersalen/Jytte Abildstrøms Teater.

Det er også fra denne periode, at han optræder på et ikonisk fotografi på Kulturministeriets trappe, hvor han sidder sammen med forfatterne Jesper Jensen og Klaus Rifbjerg m.fl. – og med tændte hashpiber – i forbindelse med en demonstration mod kulturpolitiske nedskæringer…

Siden blev han bl.a. leder (1986-94) af teatret Københavneren – siden Kaleidoskop og nu Teater Grob – medstifter, kunstnerisk leder og teaterchef for Thy Teater i Hanstholm (1994-2009), hvor det også lykkedes ham at grundlægge en meget efterspurgt, men desværre siden nedlagt dukkemagergrunduddannelse, som flere af dansk børneteaters nuværende aktører kan takke for deres færdigheder.

Efter at være blevet fyret fra lederposten i det nordjyske blev han leder og underviser ved Scenekunstens Udviklingscenters afdeling for animation og dukketeater i Odsherred i nogle sæsoner, inden denne uddannelsesdel blev lukket ned. Herfter blev det praktiske teaterarbejde internationalt orienteret med base i Tallinn som følge af mødet og siden ægteskabet med Külli Palmsaar.

På det organisatoriske plan har Hans Hartvich-Madsen bl.a. været aktiv i BørneTeaterSammenslutningen (BTS) – hvor han bl.a. blev kendt for sine meget indholdsrige og fantasifulde udflugtsture ifm. generalforsamlingerne – men har især sat sig spor som formand for den danske afdeling af den internationale organisation for dukke- og animationsteater, idet han var formand for UNIMA Danmark 2000-2017 og også havde adskillige poster i den internationale del af organisationen.

Udover den omfangsrige karriere vil Hans Hartvich-Madsen også blive husket for at være rigtigt godt selskab, altid fyldt med historier og anekdoter og viden, som han hjertens gerne delte ud af.

(Billedet: Hans Hartvich-Madsen er død, 73 år – efter en lang karriere i ikke mindst dukketeatrets tjeneste. Foto fra Facebook)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne