14. august 2016

H.C. Andersen Festivals 21.-28. august

H.C. Andersen Festivals, der første gang blev afviklet i 2013, vil også i 2016  sætte sit præg på digterens fødeby, hvor Odense fra 21.-28. august fyldes med en lang række kulturaktiviteter for alle aldersgrupper. I sagens og festivalens natur kan man forvente projekter med reference til eller udgangspunkt i H.C. Andersens univers – og der er også mange muligheder for børnefamilierne.

Blandt de gratis glæder finder man Teatret Fyren og Flammens 'Prinsessen på ærten' (fra 4 år), der spiller i Møntergården, mens Klovnetruppen Ciboulette bemægtiger sig Amfiscenen med deres falde-på-halen-udgave af 'Svinedrengen'.

På Brandts Torv' finder man Grin Gys og Guns' (fra 12 år), hvor Andersens eventyr forvandles til komedier, gysere og action.

Gratis er også  'Andersens Kartofler' (fra 5 år) med Cirque du Suitcase, der på gader og stræder inviterer forbipasserende børn og voksne med på en magisk rejse gennem H.C. Andersens eventyr.

I den entrebelagte afdeling finder man Odense Teaters friluftskomedie, 'Den nøgne konge, der angiveligt er meget frit efter hele tre af H.C. Andersens eventyr 'Kejserens nye Klæder', 'Svinedrengen' og 'Prinsessen på Ærten' og erklæres for egnet for børn fra ca. 7 år omend i følgeskab med en voksen..

Det er en gadeteaterversion, der er henlagt til pladsen bag teatrets bygning i Jernbanegade og som spiller fra 19.-25. august (www.odenseteater.dk).

En anden spændende familieevent er en sejltur fra Munke Mose til Odense ZOO, hvor der opføres moderne fortolkninger af tre velkendte H.C. Andersen eventyr –  'Det er ganske vist', 'Kejserens nye klæder' og 'Hvad fatter gør' forskellige steder i ZOO.

Der er mange andre interessante livtag med Andersens univers, og man kan se mere om programmet, spilletider og -steder m.v. på https://www.hcafestivals.dk

(Billedet: I forbindelse med H.C. Andersen Festivals byder Odense Teater på 'Den nøgne konge' i fri dressur på en udendørsscene bag teatret. Foto: Emilia Therese/Odense Teater)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne