14. juni 2019

Gode forslag til fine priser efterlyses

Horsens Teaterfestival, der afvikles 20.-22. september 2019, byder på andet end 35 danske forestillinger og et internationalt gæstespil, fagligt seminar m.v. – for der skal også uddeles to priser: 

* Danske Dramatikeres Manuskriptpris er skabt af Danske Dramatikere i samarbejde med Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival og gives for et fremragende tekstlige grundlag til en af den foregående sæsons (2018-19) forestillinger indenfor børne- og ungdomsteaterområdet. Prisen er på 15.000 kr. og der er deadline for at indsende manuskripter 3. juli – til manuskript@dramatiker.dk – hvor en jury herefter udvælger prisvinderen. For yderligere oplysninger  kan man kontakte Anders Busk, kommunikationskonsulent Danske Dramatikere på e-mail ab@dramatiker.dk

I anledningen af Genforeningen 2020 tilbydes prismodtageren endvidere en studietur til Tyskland, hvor vedkommende får mulighed for at møde det tyske publikum og præsentere sit værk på en udvalgt festival i 2020. Studieturen arrangeres af Teatercentrum og er støttet af IKP (Det Internationale Kulturpanel – et tværministerielt samarbejdsforum)

Tidligere modtagere af Manuskriptprisen:

2018: Alexandra Moltke Johansen for manuskript til 'Voksen' – produceret af ZeBU

2017: Pia Marcussen for manuskript til 'Habibi', produceret af Opgang2 Turneteater

* Horsens Børneteaterpris, der er indstiftet af Horsens Kommune, som også er arrangør af festivalen, skal i år uddeles for 24. gang.  

Prisen gives til 'en person, et teater eller en gruppe af personer, der har gjort sig bemærket ved en indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater'. Og består udover den uvisnelige hæder også af 25.000 gode danske kroner og en smuk jernskulptur skabt af den lokale kunstner Kaj Rugholm.

Gode forslag med motivering kan senest fredag 23. august kl. 9,00 mailes til teaterfestival@horsens.dk eller sendes til: Komiteen for Horsens Børneteaterpris, Horsens Kommune, Kulturafdelingen, Rådhustorvet 4, 8700 Horsens.

Alle kan komme med forslag til prismodtagerne, der ofte har været udøvende børneteaterkunstnere, men er åben for alle andre aktører på området, det være sig teknikere, teaterledere, organisationsfolk og formidlere/arrangører m.fl. – og diversiteten fremgår da også af listen over tidligere modtagere:

2018: Søren Søndberg og Søren la Cour, Gruppe 38 

2017: Gitta Malling, Limfjordsteatret

2016: Alex Byrne (instruktør)

2015: Meridiano Teatret

2014: Jørgen Carlslund, ZeBU

2013: Asterions Hus

2012: Gitte Kath & Claus Helbo (plakatkunst m.v.)

2011: Katrine Karlsen, Graense-Loes

2010: Methe Bendix & Anne Dalsgaard, Teater Hund

2009: Peter Seligmann, Teater 2 Tusind

2008: Mette Rosleff, Teater My

2007: Erik Viinberg, Teater Neo

2006: Det Fortællende Teater

2005: Carsten Jensen (Børne)TeaterAvisen

2004: Biba Schwoon (organisationsarbejde m.v.)

2003: Lisbeth Lindblad Knopper (skuespiller m.v.)

2002: Jonna Beha Oulund, Odsherred Teatercenter og Skole

2001: Catherine Poher (instruktør m.v)

2000: Sara Topsøe-Jensen, Carte Blanche

1999: Michael Ramløse, Teatret Fair Play/organisationsarbejde

1998: Bodil Alling, Gruppe 38

1997: Svend Langhans, Odsherred Teaterforening

1996: Marc van der Velden, Teater La Balance 

Se program, billetinfo m.v. til dette års festival i Horsens på www.horsensteaterfestival.dk

(Billedet: På sidste års udgave af Horsens Teaterfestival gik Horsenes Børneteaterpris til Søren Søndberg og Søren la Cour fra Gruppe 38, mens modtageren af Danske Dramatikeres Manuskriptpris var Alexandra Moltke Johansen. Foto: Søren K. Kløft) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne