’Det Hemmelige Bibliotek’ begynder udenfor spillerummet. Her byder Bodil Alling publikum venligt og også lidt skælmsk velkommen til et besøg på et bibliotek, hvor der kun er én eneste bog! Det er den, vi skal opleve. Og hun beder os om at gå stille og roligt ind, fordi der er ret mørkt derinde.
Og ganske rigtigt. Rummet henligger i tusmørke. Rundt i kanten af en stor cirkel lyser små pærer rummet svagt op. Det er her, på små stole rundt langs cirklen og ved de små lysende pærer, at publikum – og også forestillingens fortæller, Bodil Alling, sidder. I løbet af blot 35 minutter folder der sig et gribende, fascinerende og tankevækkende eventyr ud.
Dristighed og kunstnerisk flair
Teatret Gruppe 38 tilbyder med ’Det Hemmelige Bibliotek’ en fortælling og et udtryk, som skiller sig ud fra de fiktive universer, børn i alderen 7 til 10 år er mest vant til at møde og vælge. Historien, som er en fri bearbejdelse af Astrid Lindgrens ’Søndeneng’, kredser om fundamentale menneskelige følelser, og det essentielle i følelserne bliver ikke udbasuneret.
énDet spinder sig som tråde ind i fortællingens netværk og i forestillingens poetiske formudtryk. En udtryksform som i stedet for at skrue op for virkemidlerne og volumen er fortættet, enkel og nedtonet. Valget af tekst, bearbejdelsen og udtryksmåden vidner om teatrets mod og kunstneriske evner til at fortælle 'modkultur'-fortællinger.
Håb og handlekraft
Forestillingen, hvis form, man kan kalde billed- og fortælleteater, bliver til i et vellykket møde mellem fortælling, lys, billeder og musik.
I løbet af blot 35 minutter bliver et eventyr til. Et eventyr, som på én og samme tid bringer os i kontakt med så store eksistentielle forhold som død, paradis og håb. Et eventyr, hvor man sanser mange forskelligartede aspekter af livet. Kulde af alle slags, forårssødme, munterhed og leg. Noget skæbnesvangert og dødbringende, hvis man tager teksten helt bogstaveligt. Men allermest noget paradisisk i og med, at kirsebærtræet blomstrer evigt, og at alt emmer af godhed og leg. En opløftende tilstand af håb og handlekraft til at vende ryggen til det onde.
Kogte kartofler og pandekager
Historien, som på det ydre handlingsplan foregår i ”fattigdommens dage”, er barsk og alligevel med et kraftigt lys tilsidst. Den handler om to søskende fra Søndeneng, Anna og Matthias, som efter deres mors død bliver sendt til en streng bonde, der bor i Kæret.
Nu er al leg og barndomsfryd slut. Nu begynder et hårdt arbejdsliv. De skal malke kvæg og muge ud. Hver dag. På helt bestemte tidspunkter. Som ”belønning” får de kogte kartofler vendt i sildelage. Men skolegang i vintertiden kan bonden ikke nægte dem. De to søskende ser med håb frem til skoletiden. Men her bliver de grå 'fattiglus' drillet. Fx med deres kedelige kartoffelmadder.
Først da en fugl med smukke røde vinger viser sig for Anna og Matthias og leder dem til en verden bag en stor mur med en port i, lysner det for de to børn. Heromme leger glade børn i farverigt tøj med bark og bygger både. Her skifter de to søskendes grå tøj farve. Til rødt. Her får de lov at spise sig mætte i pandekager. Og her er der en mor med kærlige øjne og gavmilde hænder. En mor, som er mor for alle børn.
Det vil være forkert her at afsløre eventyrets slutning, som i det afgørende højdepunkt, giver een gåsehud af glæde.
Orddans
Når Bodil Alling folder sit fortælletalent ud, danser ordene ind i een og skaber billeder. Billeder på det konkrete, der sker i fortællingen. Men også fornemmelser for vigtige mellemmenneskelige forhold og omstændigheder. Man mærker vinterkulden, når lyset falder på det dyb, vi ser ned på i cirklens midte, hvor der er plantet en skov af små grantræer svøbt i snekrystaller og når grantræerne spejler sig i den hvide dug, som hænger ned fra cirklen, vi sidder bag.
Men vi gyser også, når Alling sætter ord på det, mens hun lader blikket vandre rundt og ser publikum i øjnene. Og vi mærker, at kulde også kan betyde ulyst til livet. Et liv uden leg, kærlighed og frihed.
Sidenhen, når vi ser røde farver og grøn frodighed, fornemmer vi stærkt på Allings formuleringer, at landet bag muren er paradisisk. Allerstærkest står Annas ord, når Alling behændigt med en kærlig men også resolut intonation siger: ”Hvis porten bliver lukket, kan den aldrig blive åbnet mere.”
Enkel billedpoesi
De fine billeder af natur illuderer klogeligt ikke hele vejen igennem helt præcise ting. Der er skarpe klippetinder og bløde blomster. Men også mere abstrakte former og mønstre.
På cirklens inderside i dybet og på himmeldugen over os skaber det stemninger af snart bidende vinterkulde snart forårsliv og varme. På den vis bidrager billedsiden med substans til fortællingen.
Det samme gør Søren Søndbergs diskrete men afgørende medfortællende musikalske kompositioner.
