5. marts 2011

Forsøgsstationen byder inden for

Forsøgsstationen på Sønder Boulevard, der er et ‘værested for professionel scenekunst’, har nu eksisteret i godt halvandet år siden starten i oktober 2009.

Stedet har til opgave at fremme forskning, udvikling og træning inden for professionel scenekunst i Danmark, og det sker ved kurser, undervisning, træning, seminarer m.m.

Forsøgsstationen, der er støttet økonomisk af Scenekunstudvalget og nogle fonde, er også lejlighedsvis trænings- og værested for fem teaterproducenter, som også udgør stedets kunstneriske råd: Det Olske Orkester, Teater Hund, Asterions Hus, Teater Kriskat og Figura Ensemble – der alle helt eller delvist er børneteaterproducenter.
Fredag den 11. marts inviterer Forsøgsstationen så igen til Platform (kl. 19,30-22), hvor teaterfolk og andre interesserede kan få et indblik i, hvad der sker på stedet.

Denne tredje Platform byder bl.a. på Det Olske Orkester, som fortæller om og viser film fra deres forsøg ’Antimusik’, og af Teater Patrasket, som fortæller om deres forsøg ’Ta´ et tema’.

Desuden kan man se nærmere på udstillingen ‘Animation’ i foyeren og høre om kommende arrangementer, herunder ’Instruktøren på gulvet’ 31.marts med den tidligere skuespilchef på Det Kgl. Teater, Klaus Hoffmeyer – og nogle af de mange kunstneriske og sceniske eksperimenter og træningssessioner, som Forsøgsstationen byder på. Og som er gratis for Forsøgsstationens medlemmer.

Man kan tilmelde sig Platformen ved at skrive eller ringe. mail@forsoegsstationen.dk
Tlf. 38 79 39 29

Læs mere på www.forsoegsstationen.dk
– og artiklen
’Besat af en drøm’ om Forsøgsstationens start.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne