9. maj 2022

Forestilling og bog fra Sanseværk

Egnsteatret Cantabile 2 i Vordingborg præsenterer 22. maj teatrets nye unge-forestilling under Sanseværk, afdelingen for børne- og ungeaktiviteter.

I forestillingen ’Det der lever’ – der er skrevet af Siri Facchini Haff, Line Svendsen og Sara Vilardo og instrueret af Siri Facchini Haff, som er leder af Sanseværk – deltager ni unge fra udskolingen i Vordingborg Kommune.

Forestillingen beskrives som 'levende, vild, sart og smuk med dans, fortællinger og poesi 'og kredser bl.a. om, hvorvidt der findes mere mellem himmel og jord end det, man kan se og føle på, hvad man tror på og hvornår man føler sig allermest levende.

’Det der lever’ spiller udover et par offentlige premiere-forestillinger også en række skoleforestillinger – og vender tilbage til september med tre-fire offentlige forestillinger og flere skoleforestillinger.

***

Sanseværk er også aktuel og aktiv i anden sammenhæng, idet man torsdag 2. juni kl. 16.15-17.15 holder reception på Vordingborg Teater for bogen ’Scenekunst på skoleskemaet’ – hvor der bliver vist et par scener fra ’Det der lever’. Alle med interesse for undervisning og udvikling af børn eller for scenekunst er velkomne.

Baggrunden for bogen er et 3,5-årigt projekt med i alt 32 undervisningsforløb fordelt på folkeskolerne i Vordingborg Kommune, gennem 2016-2019 under betegnelsen ’Verdensklasser.’

I undervisningsforløbene skabte professionelle scenekunstnere forestillinger med klasser fra både indskoling, mellemtrin og udskoling, der blev vist for andre klasser og forældrene. Bagefter sad Siri Facchini Haff med 32 velbeskrevne undervisningsforløb, som – med corona-nedlukningen som tidsmæssig ’hjælpefaktor’ – blev til bogen ’Scenekunst på skoleskemaet’.

’Vi står nu med et fantastisk undervisningsmateriale til grundskolerne. Vi har ønsket at skabe et meget levende og personligt materiale, som tager læseren med ind i undervisningslokalet for de scenekunstneriske undervisningsforløb. Vi har skabt en bog, som gør det nemt og lige til for en underviser at lave at forløb for en klasse. Lidt som en kogebog, forløbene er beskrevet trin for trin og dag for dag. Så det er nemt at overskue og gå i gang med’, lyder det fra Siri Facchini Haff., der også planlægger at afholde inspirationsworkshops for lærere i Vordingborg Kommune.

Se mere om Cantabile 2’s aktiviteter på: https://www.cantabile2.dk

(Billedet: Ni lokale unge medvirker i forestillingen ’Det der lever’ – th forsiden af inspirationsbogen ’Scenekunst på skoleskemaet’)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne