Festival of Wonder skulle planmæssigt have været afholdt fra 11. til 14. november 2021, og programmet var klar til at gå i trykken, men den voksende usikkerhed omkring covid-19-situationen – specielt den aggressive delta-virus i både Danmark og lande, som den store internationale festival har inviteret teatre fra – gør, at man nu har besluttet at udsætte festivalen et år. Med afholdelse 10.-13. november 2022.
»Selv om covid-19-situationen i Danmark i øjeblikket ikke er alarmerende, så kan ingen specialister garantere os, hvordan smittesituationen udvikler sig i efteråret. Her spiller den nye meget mere smitsomme Delta-variant ind på vores beslutning om at udsætte festivalen og flytte hele programmet til 2022,« lyder det fra festivalens kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, om den meget svære beslutning.
»Vi har inviteret teatre fra Danmark, Frankrig, Norge, Tjekkiet, Israel, Holland og USA. Situationen i flere af disse lande ser ikke opløftende ud nu. I nogle lande lukkes hele områder ned og smittetallet stiger.«
»Mange af de internationaler teatre består af 15-20 deltagere. Hvis blot én af deltagerne efter ankomst til Danmark konstateres smittet, så betyder det isolering af hele teatret. Det betyder så igen, at vi ikke kan gennemføre deres forestillinger. En sådan situation vil kunne betyde en kæmpe trussel for festivalen med store menneskelige og økonomiske følger,« siger Ulla Dengsøe.
Det færdige program, som er resultatet af Ulla Dengsøes ihærdige indsats og mulige rejser til udlandet siden afslutningen på den seneste udgave den store biennale og internationalt berømmede festival i Silkeborg for dukke- objekt- og visuelt teater, forsøges nu overflyttet i sin helhed til festivalen i 2022.
»Vi forsøger at invitere de samme teatre og de samme forestillinger på de tilsvarende datoer i 2022. I håbet om, at i november 2022 må corona-situationen da være under fuld kontrol,« lyder det fra festivalens kunstneriske leder.
***
Se Ulla Dengsøes indlæg fra september sidste år om at forberede en stor festival i en corona-tid. Og Teateravisens reportage fra Festival of Wonder i november 2019.Som et lille erindringsbillede fra de mange gode forestillinger for både børn og voksne til den altid totalt seværdige festival.
(Billedet: Ulla Dengsøe, kunstnerisk leder af Festival of Wonder i Silkeborg, har valgt at flytte dette års festival et år frem i tiden i håb om, at corona-situationen er under fuld kontrol til den tid. Foto: Festival of Wonder)
(caj)