Fra 3.-11. september afvikles Bornholms Dukketeaterfestival med omkring 30 forestillinger fra ind- og udland.
Festivalen henvender sig i særlig grad til de bornholmske skoler og børneinstitutioner, som alle vil få tilbudt at se forestillinger gratis, men det bliver samtidig også et mødested for fagfolk og andre med interesse for animations-, objekt-, figur- og dukketeater – den særlige genre har som bekendt mange navne.
Festivalen når godt rundt på den smukke ø, idet der spilles på Svanekegaarden, Grønbechs Gård (Hasle), Bornholms Middelaldercenter (Østerlars), Rønne Teater, Rønne Bibliotek, Natur Bornholm (Aakirkeby), Scene 2 (Nexø) og Cirkus Stjerneskud (Sandvig).
Der er også en lille håndfuld workshops for både børn og voksne (bl.a. skyggeteater og animation) i tilknytning til dukketeaterfestivalen, ligesom man kan diskutere pr og salg af dukketeaterkunst med erfarne folk.
Dansk UNIMA – der er dukketeaterfolkets samlende organisation -benytter passende nok lejligheden til at afholde generalforsamling på Svanekegaarden i forbindelse med festivalen, hvor flere af medlemmerne er i aktion omkring arrangement, forestillinger eller workshops m.v.
Festivalens forhistorie daterer sig til 2003 og 2004, hvor Kulturcentret Svanekegaarden arrangerede mindre dukketeaterfestivaler i Østersøregionens tegn. I 2008 tog Bornholms Middelaldercenter tråden op, og i 2009 blev der afviklet en mindre international festival.
Bag årets store festival, Bornholms Dukketeaterfestival 2011, står Svanekegaarden, kunsthåndværkercentret Grønbechs Gård, Bornholms Middelaldercenter og turistcentret Destination Bornholm.
Tovholder er Ida Marie Tjalve, der selv er dukkeperformer og underviser og har sit eget Theatrum Elasticum, og hun har ganske travlt i denne tid med at organisere og skaffe frivillige til festivalen.
Hun fortæller, at festivalen er for enhver, som har lyst til at være med og ikke for en snæver kreds af interesserede. Og at de fleste af forestillingerne er gratis for alle i formiddagstimerne, men at forestillinger fra kl. 14 normalt vil koste 50 kr. for voksne og 20 kr. for børn.
Takket være en lang række sponsorer er det lykkedes festivalen at stable et imponerende forestillingsprogram på benene. Udover stor dansk repræsentation (bl.a. Svalegangens Dukketeater, Jytte Abildstrøms Teater og Teater Kapok – se anmeldelser her på portalen) er der animationsteater fra Norden (Sverige, Norge, Finland), Baltikum (Estland, Letland, Litauen), Polen, Tjekkiet, Kroatien, Tyrkiet, Israel og Ghana – foruden en række engelske teatre i form af Indefinite Articles, Folded Feather, Paper Cinema, Smollypops Incredible Freak Show og Noisy Oyster…
Arrangørerne håber, at dukketeaterfestivalen på sigt bliver en af Nordeuropas mest eftertragtede dukketeaterfestivaler for dukketeaterkompagnier, dukketeaterfolk og dukketeaterinteresserede – det vil så ske i samarbejde med Copenhagen Puppet Festival.
Hjemmesiden – der stadig er under opdatering – fortæller løbende mere om det store arrangement, deltagende teatre, spillesteder, workshops m.v.