Hatten af for den nordjyske landsdelsscene. ’Det Magiske Tivoliteater’ er i Aalborg Teaters opsætning blevet til en forestilling, som har mod til og lykkes med at tale om og give form til nogle af de ting i livet, som er rigtigt vanskelige at få sagt og udtrykt, uden at det tager sig ud som klicheer eller tomme teaterkalorier.
Her er ikke skyggen af leflen for tidsånden. Ingen fernis. Intet overspil. I stedet oplever vi på indholdssiden en helhed af samfundsklassemæssige kontraster, medmenneskelige bekymringer, handlekraft, optimisme og en hyldest til sammenhold og fællesskab båret frem af overlevelsestrang, livslysten glæde og oprigtig empati. Indhold, som bliver præcist og troværdigt udtrykt i spændende og smukt afbalancerede rum, og med skuespil, som i både intense kammerspilssituationer og større tableauer kommer ned i den substantielle materie af teksten og derigennem oprigtigt berører sit publikum.
Instruktion med fokus på ærlighed og dybder
Med Geir Sveaass ved roret for teatrets tekstbearbejdning og iscenesættelse har Aalborg Teater tydeligvis valgt en kapacitet. Helheden blomstrer, og her er kælet for hver en detalje på en scene, hvor der skal holdes styr på 11skuespillere, seks børneartister og tre musikere. Sveaass har med gedigne og dejligt nedtonede greb, som alligevel lyser af humor og liv, fundet form til den både mundrette og nuancerede teksts DNA, som handler om at formidle livskraften og glæden ved uegennyttigt at arbejde sammen frem for at gå efter egen redning og vinding. Det første skaber fylde, styrke og lykke, det sidste afmagt, tomhed og isolation.
Vitalt, med ro og med et glimt i øjet skaber Sveaass fokus om lige præcis det, som er væsentligt i de forskellige scener. Når fabriksarbejder Hugo (velturneret af Steffen Berenthz Eriksen) omsider tager sig sammen til at være til stede overfor sin polioramte søn, Luka, der går med krykker, sker det i en scene, som trækker vejret på en overbevisende og dyb måde, som ikke blot er befriende for far og søn, men som også ryger lukt i lungerne på publikum som ovenud rar luft.
Når den også polioramte lille pige Stikken i sin kørestol (gribende fremstillet af barnespilleren Bjørk Møller Søhof) med spinkel stemme synger ”Redder du en lille spurv, redder du dem alle”, griber hun publikum om hjertet.
Når overklassefruen Ellen Buttenschøn (skarpslebent skildret af Katrine Høj Andersen) dobbeltmoralsk samler ind til de fattige med den ene hånd, og med den anden hånd gør alt for at redde sin egen velhaverstatus ved at søge at lukke Det Magiske Tivoliteater, som hun ejer, gibber det i én, mens harmen blusser.
Når den snotforkælede rigmandsdatter Ofelia Buttenschøn (vågent gestaltet af Ida Mia Appel) helt alene leger med dukkehus, mens den tilfangetagne barneartist Gabriella kun må se på, giver det et sus af overklassebetinget ensomhed.
Lyserød luksus, gråt gadeliv og farvefyldt sammenholds-teater
Vellykkede scener står i kø. Også de kortvarige fænger. Som fx når gadens rødder med list i blikket og finurligt kropssprog bruger den fattige Luka som lokkemad for deres berøvelseskriminalitet. Og når Tivoliteatrets forældreløse børneartister bliver fordelt mellem ”bedsteborgerne” og modvilligt i baggrunden bag et transparent forhæng trækkes afsted med deres tvangstildelte nye voksne.
Det forjættende er at opleve, at alle tekstens underliggende guldkorn får form, så man mærker denne klangbund i rummet. Akkurat det gør, at man tager forestillingen til sig.
Marianne Nilsson har kreeret velfungerende kontrasterende rum. De fattige bor i mørklagte og grå arenaer med blafrende vasketøj og kælderly. Velhaverfamilien Buttenschøn har til huse i pink-lyserøde gemakker med gigantiske gardiner og voluminøst kalvekrøs-tøj. Og midt i de to verdener lyser Det Magiske Tivoliteater farvestrålende op med artister i alle aldre, som legende og i et stærkt sammenhold skaber forestillinger.
Skuespil med energi og charme
Går vi lidt tættere på de voksne skuespillere, sender hovedrolleindehaver Magnus Bruno med smittende energi og naturlig charme den polioramte Lukas’ stærke trang til at finde humør i tilværelsen overbevisende godt ud over rampen. Vi tror på Luka, når han i Brunos troværdige og meget nærværende spil falder pladask for al den glæde og sammenhold, han oplever i Det Magiske Tivoliteater en dag, han tilfældigt havner backstage.
Her – og ikke på den farlige krudtfabrik, hvor hans far slider og siger til Luka, at han også skal til at arbejde, vil Luka slå sine folder som tryllekunstner. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at Luka vil kæmpe for og lykkes med at finde vej til en livsglæde, som også kan smitte hans far, der stadig er helt nede i kulkælderen, efter at Lukas mor er død for nogle år siden.
Ud over allerede nævnte skuespillere giver Nanna Buhl Andresen Tivoliteatrets direktør Johanne akkurat den varmefyldte råstyrke, som skal til, for at vi tror på, at hun kan samle tropperne og vinde over overklassefruen Ellen i spillet om teatrets overlevelse. De skuespillere, som har lidt mindre at se til, gør tilsvarende gode figurer. Mogens Rex tegner fx med humoristisk kant Ellens mand, Gerhard Buttenschøn. Og Lisbeth Gajhede former de to meget forskellige roller, Elisabeth (den fattige nabo til Hugo og Luka) samt borgerfruen Edel Holst-Hansen med en professionel tæft, der oser af charme og præcision.
Det kræver meget at få en forestilling med såvel uddannede voksenskuespillere og børneartister til at folde sig heldigt ud. Her lykkes det ovenud godt. De i alt seks børn indgår med stor naturlighed og egne styrker i helheden. Vævre vejrmøller, vitale trin, udtryksfuld ansigtsmimik og smukke sangstemmer er noget af det, børnene beriger spillet med.
Skøn musik og substansfyldte sange
Musikken og sangene i store familieforestillinger kan tage sig ud som fyldstof, der buldrer eller svæver mere eller mindre godt integreret gennem eller hen over scenerierne. I denne opsætning har melodierne og sangene samme tyngde og ærlighed som de øvrige fortælleelementer.
Det er en fornøjelse at lytte til tremands-orkestret, som spiller på alt fra guitar, banjo, mandolin, pedalsteel, bouziki, slagtøj, klaver, bas til bratsch. Kjertil Indregards sangtekster finder i Sindre Hotveds kompositioner og de musikalske arrangementer, som Niels Søren Hansen og Lasse Sandkam står for, helt ubesværet ud til publikum som nogle, der i den grad vedrører fortællingen, og de er alle både lytte- og sangværdige.
En af dem, sangen ”Du går aldrig alene”, er tillige – og helt i tråd med forestillingens ‘fællesskab gør stærk’-tema – skabt som en publikumsinvolverende fællessang, der slutter den usædvanligt vellykkede landsdelssceneforestilling af.
