Der er p.t. 33 egnsteatre i Danmark, hvor de fungerer som lokale kulturelle fyrtårne. Men fra årsskiftet kan flere af disse være fortid: Undergrunden i Furesø Kommune, Carte Blanche i Viborg og Thy Teater i Thisted er varslet lukket som egnsteatre, mens Dansk Rakkerpak & Faster Cool i Næstved har fået udskudt deres fornyelse af egnsteateraftalen.
Og senest synes det klart, at Mungo Park i Kolding også får dødsdommen som egnsteater. I hvert fald melder politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre, der sidder på 15 af de 25 pladser, at man ikke vil forlænge egnsteateraftalen for 2021-24, hvor fristen for indsendelse af en ny til Slots- og Kulturstyrelsen udløber 1. april.
Ifølge dagbladet JyskeVestkysten er de to partier godt nok i mindretal i kulturudvalget, der mødes tirsdag, men har altså flertallet i byrådet, der ventes at afgøre sagen endeligt 24. marts.
En ny egnsteateraftale skulle sikre Mungo Park et årligt tilskud på 7,7 mio. kr., hvor statsrefusionen på omkring en tredjedel betyder, at Kolding Kommunes andel er på ca. fem mio. kr. De penge vil flertallet af Venstres byrådsmedlemmer og Dansk Folkeparti fremover bruge til noget andet – især til at 'skabe mere liv i midtbyen', oplyser kulturudvalgsmedlem Michael Krogh (V) ifølge jv.dk.
Lukningstruslen kommer, netop som Mungo Park Kolding havde meldt ud, at man fra 1. maj 2020 ville 'kappe navlestrengen til det gamle moderteater Mungo Park i Allerød og markere sig under navnet TeaterTID'. Med ændret profil, struktur, organisering og ambitioner, hvor man ville inddrage de lokale borgere i Kolding i processen og 'i højere grad afspejle Koldingområdet og inddrage Koldings geografi, demografi, egnskultur og mennesker i udviklingen af fremtidens teater for, med, i og omkring Kolding' (se note).
De planer hænger nu i en tynd tråd for egnsteatret, der har haft base i Kolding siden 2008 og formentlig må lukke, når den nuværende egnsteateraftale ophører ved årsskiftet.
(Billedet: Mungo Park Kolding skulle fra 1. maj tage navneforandring til TeaterTID, men nu truer en lukning af egnsteatret med årets udgang. Fotocollage: Mungo Park Kolding)
(caj)