”Det er din fremtid, det drejer sig om”, lyder en formaning, som David gentager i forestillingen ’Rend mig i traditionerne’ på Teater Vestvolden i Hvidovre. Og det er netop, hvad det hele drejer sig om.
David er stukket af fra sin kostskole, sin familie og sin forelskelse. Forventningerne til ham føles som en bombe i maven. Med lunte og det hele. Men efter ’300 øl, 400 smøger og 500 timer i Tivoli’ ender hans flugt på et psykiatrisk hospital, fordi han bed en politibetjent i benet, mens hans slips sad fast i en automat.
’Rend mig i traditionerne’ er Leif Panduros gennembrudsroman fra 1958, og den er bl.a. blevet filmatiseret i 1979 med Henrik Koefoed i hovedrollen. Nu har Teater Vestvolden i Hvidovre samlet værket op, hvilket giver udmærket mening nu, hvor vi igen diskuterer præstationsræs og forventningspres hos de unge.
Det er dramatiker Thomas Markmann, der har versioneret historien til teater. Det er blevet til en finurligt formuleret monolog med masser af skønne replikudvekslinger og snappe sceneskift, der både respekterer romanens form og samtidigt fungerer på scenen. Og ligesom i romanen er det David selv, der spydigt og begavet fortæller historien.
Klovnerier der virker
Vi møder David i skikkelse af skuespiller Wahid Sui Mahmoud. Han er iklædt spraglet tøj, og i ansigtet er han sminket som en hvid klovn med store, sørgelige øjne. Han tager imod os, når vi kommer ind i salen, hvor han går rundt og mingler blandt publikum – og i baggrunden hører vi cirkus- og tivoliagtige lyde.
Det er tydeligt, at instruktør Johan Sarauw har bygget sin iscenesættelse op omkring, at klovnen repræsenterer mange af de samme karaktertræk, som kendetegner vores hovedperson; det utilpassede, det kritiserende, det sensitive, det tragiske, det humoristiske osv.
Og den lignelse fungerer glimrende og bliver også yderligere en del af iscenesættelsens koncept, når der både bruges kæmpedimensionerede kanonslag, heliumballoner, en blomsterforstøver som regnvejr og komisk mimik med lydeffekter.
Desværre synes man at have fået kolde fødder undervejs i prøveforløbet. I hvert fald kunne man med fordel have dyrket klovneudtrykket meget mere og ladet det fylde igennem hele forestillingen i stedet for kun momentvist. Det bliver som en idé, man ikke selv har troet helt på – hvilket er synd, fordi klovnerierne både virker og giver mening.
En indadvendt rebel
Og den samme fornemmelse får vi hos skuespiller Wahid Sui Mahmoud, der også med fordel kunne karikere sine karakterer meget mere. Det ville i højere grad udstille menneskerne og samfundet omkring ham, som han forsøger at gøre oprør imod. I stedet ender vi med en lidt anonym og vag skildring af David.
Til gengæld er Wahid Sui Mahmouds version af David mere indadvendt og følsom, hvilket måske taler mere til nutidens unges bekymringer, der synes at være mere usynlige, end de rebelske unges frustrationer i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Vi får flere gange fornemmelsen af, at det i højere grad er Davids egne forventninger, mere end samfundets, der presser ham, hvilket er en interessant tolkning.
Teater Vestvoldens opsætning af ’Rend mig i traditionerne’ synes også at slutte en smule mere åbent end romanen, der på mange måder kan tolkes som en tragedieslutning. I denne version spørger vi os selv, om David nu virkelig har fundet sig selv og sin plads i samfundet. Og den tanke er måske også mere spændende at forlade teatersalen med.
