En af de mest spændende ting ved en Internationale organisationer som ASSITEJ er muligheden for at spejle os i de andre på tværs af grænser og kulturelle eller politiske forskelle. Det gir perspektiv at ser udover sin egen næsetip. Det er godt at spejle sig i andre i modsætning til kun at spejle sig i sig selv.
For det sidste kender vi vel alle sammen kun alt for godt. Der er typen der hver morgen siger: ’Hold kæft hvor jeg ligner lort i dag’. Så er der typen der siger: ’Jeg ser okay ud’. Og så er der typen, der har tildens til at forfalde til den narcissistiske, selvtilfredse tangerende til det selvfede: ’Jeg ser bare fantastisk ud i dag! – Jeg er bare Verdens Bedste!’.
Mit første spørgsmål lyder: Hvilken af de tre typer er Dansk Børneteater mon?
Når vi taler om kvaliteten af dansk scenekunst for børn og unge, kan det måske give anledning til en vis selvglæde. Når vi taler om kulturel realpolitik kan vi med rette sige om os selv: ’Jeg ser sgu da egentlig okay ud’. Vi har kulturelle støtteordninger – de ku nok være bedre – men de er der. Vi har en veludbygget formidlerstruktur – den trænge måske til et løft – men den er der.
Og sådan kunne jeg blive ved: Sammenlignet med resten af verden så går det faktisk rimelig godt her hos os. Det skyldes for det første at vi laver nogle rigtig gode forestillinger – for det andet at vi har en velfungerende organisationskultur, bestående af BTS, FAST og TC samt andre aktører, som hver især gør en kæmpe indsats på området: Scenekunstens Udviklingscenter, Dramatiker Væksthus m.fl.
I øjeblikket sker der imidlertid store forandringer for tre af vores vigtigste samarbejdspartnere. BTS og FAST står over for en sammenlægning og TC bliver efter alt at dømme en selvejende institution. Jeg tror at det vil betyde en generel styrkelse af al udenlandsaktivitet – f.eks. en mere målrettet promovering af dansk scenekunst til det internationale marked evt. i form af Agenturvirksomhed. Intet er besluttet – alle bolde er kastet op i luften.
Et styrket BTS, FAST og TC vil formodentlig have mange gode ideer og ASSITEJs store internationale netværk vil her være en væsentlig medspiller. I starten af denne måned påbegyndte jeg og lederne af de tre organisationer en dialog om, hvilke konsekvenser disse forandringer vil få for det organisationsmæssige landskab
inden for scenekunst for børn og unge.
Mit andet spørgsmål lyder: Hvad skal ASSITEJs rolle være i det her?
Vi kan selv vælge, hvilket slags ASSITEJ-center vi ønsker at være. På verdensplan er de nationale centre meget forskellige fra hinanden. De kulturelle og politiske vilkår er jo ikke ens over hele verden.
I langt de fleste lande er ASSITEJ centrene helt alene om at kæmpe for børnekulturen. De er BTS, FAST, TC og ASSITEJ i eet – endda uden særligt mange midler. Sådan er der ikke i Danmark – vi har et overskudm som andre lande ikke besidder.
Mit tredje spørgsmål lyder: Hvad vil vi bruge vores overskud på?
Vil vi sætte yderligere skub i promoveringen af dansk scenekunst og turnévirksomhed? Eller vi påtage os det sociale ansvar ASSITEJ’s charter rent faktisk ligger på til?
Jeg brænder for det sidste.
I modsætning til andre ASSITEJ-centre har vi i Danmark rent faktisk en enestående mulighed for at beskæftige sig med alt andet end scenekunstens basale behov. Vi har rent faktisk mulighed for gøre vore nationale center til et mønstereksempel på et ASSITEJ-center, der rent faktisk handle på de internationale børnekonventioner – som mange kan blive enige om – men som de få kan føre ud i livet.
Henrik Ipsen
er formand for ASSITEJ Denmark – ovenstående er en revideret udgave af det indlæg, som han holdt på organisationens generalforsamling 25. februar.
