23. marts 2017

DT skal have ny sekretariatsleder

Der var ansøgningsfrist 14. marts til en spændende stilling i Danmarks Teaterforeninger (DT), der via sine mange lokale teaterforeninger også er en særdeles aktiv medspiller i formidling af børne- og ungdomsteater.

DT-formand Lars Salling ønsker ikke at oplyse, hvor mange der har søgt, men siger, at man 'har fået et markant antal velkvalificerede ansøgere til den opslåede stilling' og at 'det præcise tal holder vi af hensyn til ansøgerfeltet for os selv'.

Der bliver holdt ansøgersamtaler i uge 17, og når den rette person er fundet, bliver det også med en ny stillingsbetegnelse – som sekretariatsleder.

Det betyder så også et farvel til den nuværende landssekretær Anne Petersen, der fratræder med udgangen af september efter en ansættelse på imponerende 45 år – og dermed har hun været en del af DT i det meste af organisationens historie, idet man lægger an til fejring af 50 års-jubilæet senere i år.

Anne Petersens første 40 års ansættelse blev i øvrigt bl.a. fejret behørigt ved, at hun modtog DT's Hæderspris i 2012 – efter at have sagt pænt nej tak til Dronningens fortjenstmedalje – hvilket også var første gang, at prismodtageren blev fundet inden for organisationens egne rækker. Og den korte stund i rampelyset var ikke Anne Petersens yndlingsposition. Hun arbejder  helst på de interne linjer, hvor hun har holdt styr på indberetninger og statistikker og arrangeret møder, generalforsamlinger og DT-seminarer m.v.  

Det hele startede i 1972 med jobbet som sekretær i Danmarks Teaterforeninger, og i 1974 blev stillingen en kombination af Samarbejdsudvalget (det daværende Samarbejdsudvalg for Turneteater, der blev oprettet i 1971) og Danmarks Teaterforeninger, for siden at blive delt op igen (i 1979), så Danmarks Teaterforeninger blev et selvstændigt sekretariat, mens Samarbejdsudvalget blev til Teatercentrum.

Anne Petersen har tidligere i hjembyen Hillerød i mange år arbejdet ihærdigt for formidlingen af professionelt børneteater – og i samarbejde med den lokale teaterforening, Hillerød Musik & Teater, arrangeret børneteaterforestillinger i Café Slotsbio i perioden 1983 -2008.  

(Billedet: Anne Petersen har været nærmest synonym med Danmarks Teaterforeningers snart 50-årige historie. Foto: Carsten Jensen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne