To mænd i sandaler og Kansas-kedeldragter, alias de to dansere Jannik Elkær Nielsen (Don) og Kristoffer Louis Andrup Pedersen (Gnu), vælter fem halvhundredekilotunge skabe omkuld.
De springer rundt på dem, ommøblerer en kjoleklædt sangerinde på skabene som var hun en vare på et transportbånd. De udfører en lille 'slå løs propel'-dans på hinanden, som består i at verfe hånden eller fingeren hastigt fra side til side et lille udvalg sted på den andens krop og tøj: på brystet, overarmen, mellem benene, under næsen, i øret, ved brystlommen.
Undervejs lukkes skabslåger op og giver kik ind til løjerlige ting: Jannik Elkær Nielsen står tisseklar som cowboybukseklædt mand med bar bagdel og bukserne ned om hælene. Den jazzsyngende Alice Carreri i kropsnær prikket kjole kommer til syne spillende på en ukulele. De to tætbyggede dansere, Nielsen og Pedersen, og den tilstødende spinkle asiatiske danser Simon Beyer Pedersen har stablet sig selv sammenviklet oven på hinanden som kartoffelsække, der er slængt ind i skabet. Simon Beyer Pedersen iført lyserød terylenekjole og ukulele træder ud af et skab og trækker de to machomænd med sig i et kollektivt ukulelespil. Machomændene bryder ud i drengerøvsdans. En dans med balstyriske benspjæt og arme der rykker begejstret i bukselinning og seler.
Undervejs geråder de tre mænd ud i en armene overkors-forbundet Svanesø-dans med Simon Beyer Pedersen. Snart efter gennembanker de ham, så hans krop hamres ind i skabssider og gulv. I begyndelsen gennemspiller de en lille smalfilm med billeder af dem selv baksende med skabe i den fri natur, og til sidst kommer der igen et filmklip med en 'husk at åbne ukendte skabe'-kommentar fra psykoterapeuten Carl-Mar Møller.
Urkraft og pænhedsbrud
Hvad vil og kan Don*Gnu med alt det, som de gør i 'Kvinde kend dit skab?'. De vil – som jeg oplevede det – sætte os i godt humør og puffe til stive normer og regler for passende (danse)opførsel – og så vil de – hvad man også kan læse mellem linjerne på forestillingens titel og i den måde hvorpå de lader maskulint og feminint sammenstødsagtigt blande sig – udforske manderollen eller den maskuline urkraft.
Mand er lig med 'muller'. Mandlighed er at kunne løfte og tumle med tunge ting så sveden springer og tørsten efter en kold øl melder sig. Det er at kunne slå fra sig. Ikke at ville finde sig i noget. Det kropsliggør Don og Gnu i deres mande-rå dans. Men mand er også at turde være skupskør og at give efter og blive blød. At danse en tosset parodisk udgave af Svanesøen. Og at lade alle voksenparaderne falde og danse en vildt spjættende og fjollet naiv dans.
Som modvægt, inspiration og attraktion for de dansende mænd synger og bevæger Alice Carreri sig feminint og meget velklingende ind i deres univers. Og som medunderstreger af det rå og eksperimenterende sørger Rune Kaagaard for at sende sine elektroniske kompositioner ud i æteren.
'Kvinde kend dit skab' er bevidst ikke dybsindig dans. Det er en danseballade. Om kvindelighed, om maskulinitet og om mikset mellem dem. Og så er det frem for alt en forestilling om at sige ja til det uhøjtidelige, det uforudsigelige, det at ville vove overraskelser.
Eller som forestillingen siger som en slags credo mod slutningen: 'Man kan aldrig vide, hvad der er i skabet'.