Teater Refleksion i Aarhus er udover at være et succesrigt producerende og turnerende børneteater med fokus på dukker og animation også vært for et kunstnerisk værksted, Animatoriet, hvor professionelle kunstnere kan afprøve teknikker, idéer og samarbejder. Animatoriet er typisk arrangeret som en tredags workshop med en afsluttende visning, hvor deltagerne kan præsentere, hvad der er kommet ud af workshoppens undersøgelser.
Fredag den 9. januar har man en sådan visning i Animatoriet – denne gang i samarbejde med Dramatiker-uddannelsen ved Aarhus Teater, hvor opgaven for dramatiker-eleverne har været at lave non-verbal dramatik henvendt til et børnepublikum.
De medvirkende dukkeførere og instruktør er alle erfarne børneteaterkapaciteter, bl.a. Refleksions teaterleder, Bjarne Sandborg, dukkefører og instruktør Espen Dekko og instruktør Hans Rønne m.fl.
Animatoriet er i øvrigt støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Region Midt.
(caj)