DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed, der repræsenterer amatørteater i Danmark, driver også forlag, butik og webshow under navnet DRAMA, og her er økonomien blevet så dårligt, at DRAMA's bestyrelse nu har været nødt til at indgive betalingsstandsning, der sandsynligvis fører til konkursbegæring.
Det er et stort tab for DATS og selvfølgelig DRAMA og deres ansatte – men også for kunder og de mange manuskriptforfattere, der her havde en mulighed for at få deres dramatiske værker på tryk og se dem blive brugt til dramatiseringer i skole- og amatørregi m.v.
Ligeledes har DRAMA gennem årene formået at udgive en række fine faglige teaterbøger om vigtige kunstnere, teaterformer, dramapædagogik m.v.
Og mange dramatikere fra børne- og ungdomsteaterområdet har fået deres manuskript udgivet i bogform. Men det er ikke nogen guldrandet forretning – hverken for dramatikere eller forlag – for dertil er efterspørgslen for lille.
Da Teateravisen for nogle år siden var i kontakt med DRAMA's daværende direktør, Liselotte Lunding, fortalte hun således, at et normalt tryktal var 150 eksemplarer af et manuskript og ellers blev der lavet arbejdsudgaver (A4 med spiralryg) efter aftale. Dengang fik manuskriptforfatterne en halv snes frieksemplarer og 15 pct. af af udsalgsprisen pr. solgt eksemplar – for arbejdsudgaverne dog kun 5 pct. Se artiklen fra 2009: 'Når teater skal i bogform'
Men selve formidlingen har været en gevinst for dramatik i bogform og dramatikernes selvfølelse.
Fra DRAMAs bestyrelse meddeler man i øvrigt, at hvis der er nogen, der nu står og mangler rettighederne til et af DRAMA's udgivne stykker, så henvises der til Thomas, Dansk Teaterforlag, tlf. 75 56 87 88 eller post@danteater.dk
(Billedet: Illustration fra DATS-hjemmesidens meddelelse om DRAMA's betalingsstandsning)
(caj)