Forretningsmanden Scrooge vrænger gnavent ”Humbug” ad alt og alle. Han knurrer ad de børn og voksne, som juleforventningsglade synger sange i gadebilledet. Han vrisser ad sin kontorist Bob, der på den iskolde Scrooge-arbejdsplads med gevaldige krampespjæt nyser snot ud over både sig selv, PC’en og Scrooges bukser.
Han skælder den lædertøjs-outfittede pige Molly med det lyserøde hår, som er i aktivering hos ham, hæder og ære fra for den elendige selvbestilte kvalitetsringe grød, hun med fuckfingeren i vejret serverer for ham. Han verfer sin juleaftensinviterende og imødekommende nevø (som Scrooge kalder lalleglad) af vejen. Og han tåler ikke at høre tale om folk, der samler ind til de fattige og hjemløse; dem, han finder selv er skyld i deres situation og siger om: ”Så lad dem da dø”.
En ordentlig makeover
Randers Teater har givet Charles Dickens fortælling ’A Christmas Carol’ fra 1843 en ordentlig makeover. Tanken er tydeligvis at give den gamle klassiker et nyt og 2024-tidssvarende udtryk. Og den får ikke for lidt.
Undervejs er der flotte takter. Men ret så tit bliver der pustet så meget gejl ind i den fastholdte Dickens-grundhandling, at den oprindelige fantastiske fortælling kollapser eller tager sig ud, som noget, man ikke rigtigt ved, om man kan tage alvorligt.
Vi skal tydeligvis synes om det projekt, at den gamle gnier Scrooge – via mødet med sin tidligere kompagnon Marley og tre tidsånder – helt ind i hjertet mærker, at livets guld snarere end penge og formueforøgelse handler om at give, dele og være sammen med andre mennesker på en uegennyttig vis.
Hvem vil ikke gerne sympatisere med det? Problemet er bare, at Gunvor Reynberg i sin iver efter nutidsgørelse i såvel sin dramatisering som i iscenesættelsen skruer så meget op for blusset, at Dickens’ fortælleguld alt for ofte går fløjten eller klæber sig så tæt fast ved Scrooge, at vi har vanskeligt ved at få den almene dimension med:
Opsætningens pointe om hjertets godhed frem for økonomisk grådighed breder sig ikke rigtigt ud til at være noget, som kan bo i eller ramme os alle – uanset tid, sted, geografi, køn og alder.
Underholdningsiver
Replikkerne er gjort nutidige, og som en ekstra kolorit er indføjet ord og hentydninger til nutidsaktuelle forhold og begivenheder. Supersygehuse, Nordic Waste, mastercard, roomie, billige kyllinger på frost og det at være veganer, er jo næppe gloser og vendinger i Dickens forlæg.
Og allerede fra begyndelsen bliver spillet skruet gevaldigt op. Med skarphed, tydelighed og tryk på en humor, som er vanskelig at greje, fordi den i det stilleje, alt bliver iscenesat i, tangerer parodi og karikatur. Situationskomik synes at have forrang frem for indholdsmæssige dybder.
Fx Bobs voldsomme nysescener. Det, at Bob hver gang knækker fysisk sammen og tørrer sit snot af alle vegne, drejer fokus væk fra en medarbejder, som Scrooge undertrykker og underbetaler. Daniel Bevensee synes frem for alt at være sat til at skabe en figur, som skal underholde. Det bliver på den vis på én og samme tid for meget og for lidt.
Denne høje prioritering af morskab, som tendentielt tager sig ud som fjant, på bekostning af den bagvedliggende fortællings seriøsitet løber som en tyk tråd gennem hele forestillingen. Den gennemsyrer alle figurerne. Således også i Marley. Marianne Meyer har klædt Lisbeth Knopper i en overdådig stor frakke, som er overbroderet med tunge kæder og alskens andre belastende metalstykker som udtryk for den mentale byrde af skyld. En skyld, som Marley martres af efter sin død. Men Knoppers revyagtige optræden og den specielle frasering, hun taler og synger på, flytter på en lidt uheldig vis fokus fra alvor til sjov.
Kostumefinesser og scenografiske linjer
Meyer har i det hele taget et godt greb om klædedragterne. Der er en moderne form for eventyrlighed på spil i de tre ånders rober. Fortidsånden (som Bevensee heldigvis får lov til at gestalte uden overdrev) bærer høj gitterhat og luftige blåhvide kjolegevandter. Nutidsånden bærer klovneagtig overdådig stor krave og lav hat med druer og juletræ. Mens fremtidsånden er enkelt klædt i lyst tøj.
Det fungerer i øvrigt fint at fortids- og fremtidsånden toner frem og agerer bag Julie Forchhammers bagtæppe af ophængte forskelligartede vinduesrammer, mens nutidsånden baner sig vej ind på scenen. En scene, Forchhammer har møbleret med tre rustikke borde, som kan rykkes sammen, så de kan gøre det ud for både seng til Scrooge og lille stue for Bob og hans fattige familie.
Høj energi iblandet mere rolige takter
De fem skuespillere fattes bestemt ikke scenisk høj energi. Søren Hauch-Fausbøll slår en tyk streg under Scrooge i alle mandens stadier – som gnier; som ham, der i mødet med de tre ånder betragter, mærker, erkender, fortryder og ombestemmer sig i forhold til egen livsførelse. Han turnerer Scrooge i overensstemmelse med den valgte spillestil og giver den også undervejs et nøk opad med ekstrafokus på replikker som ”Hvor er mine puttesokker” og ”Din hønserøv…” og på det at slå en ordentlig prut.
Daniel Bevensees Bob bliver helt anderledes afdæmpet, når han spiller far i familiens skød sammen med kone, to døtre og en mindstemand – den livstruende syge Tim. Og hans fortidsånd sender på en kanal, som befordrer substans og essens.
Amalie Mørup har med sine meget forskellige roller (Scrooges ungdomskæreste Bella, aktiveringspigen Molly og nevøens kæreste Flora) mulighed for at vise flere skuespilfacetter. Det samme gælder for Christoffer Hartmann, der med stor livlighed spiller Scrooges som ung, Scrooges nevø samt nutidsånden.
Dybsindige dukker, nylonhår og luftige popsange
På scenen er også flere dukker skabt af Karin Ørum. Bobs børn og Scrooge som barn. Dukkespillet skaber en god variation i helheden, og det er omkring spillet med dem, at den største flig af alvor kommer til stede – også selvom den ene af Bobs piger moonwalker på spisebordet.
Mens Ørums dukker er ganske stilfærdige og rolige i farverne, sender de parykker, som mange af spillerne bærer, et helt andet signal. Her står den på kunstighed, nylon og syntetiske farver.
Skuespilscenerne glider undervejs – lidt musicalagtigt – over i sang og koreograferede trin.
Sofie Daugaards og Nicholas Kincaids kompositioner og sange indgår i helheden som blødgørende intermezzoer og toner af harmoni og iørefaldende pop-bløde takter. Og de bliver velklingende serveret af skuespillerne, som udfører trin, der koreografisk synes set mange gange før.
Scrooge er Scrooge
Med godhed, glæde og med en kolossal stor lyserød gås (som nu emmer mere af overdrev end gavmildhed) springer Scrooge ud som den store gavmilde julegiver. Stemningen er høj og lys. Men den bliver desværre aldrig rigtigt en reminder om, at denne gnier af en Scrooge kunne være eller blive dig eller mig.
