Af Christian Schrøder

16. august 2024

Det internationale samarbejde skal vedligeholdes

Med udgangspunkt i en nylig forestillingsturne i Japan fortæller Christian Schrøder om vigtigheden af bygge og vedligeholde kulturelle forbindelser verden over:

Så er vi hjemme igen efter en tre ugers YOU ARE HERE-tour i Japan. En tur som førte os til Tottori/ Chizu, Kagoshima, Kumamoto, Okinawa, Kitakyushu, Shizuoka og Kawasaki/ Tokyo. Alle steder har der været meget stor opbakning og interesse og dermed udsolgt, og vi har mødt mange af vores dedikerede publikummer, hvoraf nogle af dem har set alle vores forestillinger i Japan siden vores første besøg i 2011, vildt nok.

Vi har spillet i en børnehave i den lille by Chizu og i Japans største kulturhus Granship i Shizuoka. I Naha, Okinawa deltog vi i den internationale teaterfestival Ricca Ricca Festa for 4. gang. Vi havde en fantastisk stage manager med os hele vejen, som bragte scenografien frem og som satte lys før vi kom og en ligeså fantastisk tourmanager og oversætter, som førte os sikkert og hurtigt frem med fly, tog og taxaer til de enkelte byer, så det gjorde, at vi kunne fokusere fuldt ud på vores arbejde.
Vi kan godt mærke, at krisen kradser rundt om i verden og også i Japan, hvor der er skåret ind til benet i forhold til vores første besøg for 13 år siden, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi investerer i at bygge kulturelle forbindelser og indgå nye samarbejder verden over og gerne samarbejder der inviterer begge veje.

Der er så stor interesse for det vi laver, og der er ikke mange ting i verden, der kan skabe rum for fordybelse, forundring, glæde og nærvær som teatret kan. Af den grund, og af mange andre, har vi bygget vores eget teater og etableret Den Nysgerrige Have, så vi nu kan invitere den anden vej, når vi møder nogle spændende samarbejdspartnere rundt om i verden. I denne uge får vi besøg af 40 kinesiske børn og i juni afholdt vi Masterclass for seks internationale skolelærere fra Beijing og Shenzen i vores have i Odder.

Det er svært at konkludere noget efter sådan en tur, men Japan og de mange skønne familier, vi har mødt til vores forestillinger, vores engagerede arrangører og alle der har været tæt på os på denne tur, har en stor plads i vores hjerter.
Arigatō
Stor tak til Statens Kunstfond og Toyota-fonden for støtte til turen

Christian Schrøder er kunstnerisk leder, Teaterværkstedet Madam Bach

Flere debatindlæg

16.9.2024: Eva-Marie Møller undrer sig over, at Københavns Kommune nedlægger puljer i Åben Skole-ordningen, der ellers sikrer ressourcesvage skolebørns mulighed for at få adgang til gratis kulturtilbud i form af bl.a. teater.

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg

16.9.2024: Eva-Marie Møller undrer sig over, at Københavns Kommune nedlægger puljer i Åben Skole-ordningen, der ellers sikrer ressourcesvage skolebørns mulighed for at få adgang til gratis kulturtilbud i form af bl.a. teater.