Publikum bydes velkommen med sødt klingende violinmusik af Charlotte Kehlet. Hun skaber en stemning af varme og tryghed før en forestilling, der for mange børn handler om det modsatte. De skal finde fodfæste i en hverdag med skiftende opholdssteder mellem to familier og tilpasse sig forskellige søskende og nye bonusforældre. Mange børn gør det uden at kny, men er det rimeligt?
Det synes Mira ikke. Hun er ni år og skal flytte fra bonusbror Hans, fordi hendes mor har fundet en ny kæreste. Man fornemmer på Miras overbærende holdning, at det ikke er første gang, og tror på, at hun 'er ekspert i bonusforældre'.
Derfor kan Mira trøste Hans, der er bekymret for sin mor, når han er hos sin far. Dårlig samvittighed og loyalitetsforvirring er også en del af mange skilsmissebørns liv.
Midt i en aktuelt debat fejer Fair Play al snak om det 'lærende' teater af bordet. 'Miras verdener' placerer et for mange børn genkendeligt tema på scenen uden at belære eller opstille målbare løsninger. Man kan ikke måle de følelsesmæssige omkostninger for børnene, når nutidens familier splittes og bringes sammen. Men man kan vise det.
Teater handler om følelser, og 'Miras verdener' gør børns følelser synlige og tilladelige – både de muntre og de tunge og svære og kontrære. Fra dramatikerens hånd er de to bonussøskende så oven ud ressourcestærke, at det næsten er for meget. Men de er gode rollemodeller for et aldersrelevant publikum, og 'Miras verdener' forfalder ikke til klæg sentimentalitet, men holder benene på jorden.
Fælles følelsesmæssig styrke
Det gælder desværre også iscenesættelsens kontante og for de voksnes vedkommende næsten karikerede spillestil. Tilskuerne skal ikke gå grædende hjem. Men man bliver ikke nok revet med af de store følelser, der er på spil i den lille familie.
Det lykkes bedst i de fortrolige stunder mellem Lotte Bergstrøm og Henrik Steen Larsen som Mira og Hans. Der bliver hans sårbarhed og hendes robusthed til en fælles følelsesmæssig styrke, som både de og vi tror på.
Mira er en sød og sjov pige, der trods sin mors uovervejede – for ikke at sige uansvarlige – valg af kærester strutter af mental sundhed. Men hun er også den udfarende og til tider overgearede bonussøster, som introverte bonusbror Hans aldrig har ønsket sig. Især ikke, når Mira overskrider drengens grænser og invaderer hans enemærker.
Alligevel er det godt at være to, når forældrene/bonusforældrene folder sig ud bag deres kæmpestore, komiske maskehoveder. Det vil sige: Miras mor folder sig ud. Hans’ far er et kuet bløddyr af værste skuffe ironisk udstyret med en kongekrone.
Farens konfliktskyhed har smittet af på sønnen. Han forskanser sig som ordsprogskyndig nørd, men vover henad vejen med kær forsigtighed at blive mindre fejg og sige fra og ikke kun over for Mira.
'Miras verdener' sætter fokus på, hvad en familie er – eller er blevet til i det moderne vestlige samfund. Familiens bolig består af trærammer, der afspejler dens indre liv og dilemmaer. De er lette at flytte og sætte sammen på nye måder efter de voksnes behov.
Som en vi-må-have-det hele-med gevinst runder man også en homoseksuel familie og en single: Charlotte Kehlets søde og sjove skolesundhedsplejerske, der til sin glæde og lettelse anerkendes som en familie.
Lidt politisk korrekthed skæmmer dog ikke den velskrevne historie, hvor Mira og efterhånden også Hans insisterer på, at de ikke vil skilles ad. Trods Miras forrygende drabelige og bloddryppende sammenligning mellem grådige gøgeunger og bonusbørn har de to bonussøskende knyttet sig til hinanden. Nu forlanger de samkvemsret og får det!
Det er klassisk børneteater af god aftapning, hvor handlekraftige børn gør de voksne klogere.
