Helt ærligt: Efter mit syn og skøn er denne forestilling hverken gennemarbejdet eller gennemtænkt. Umiddelbart fremstår den (og nu er det måske mig, der er arrogant) som to erfarne herrers arrogante tro på, at ’vi har været med så længe og vi bare kan og ved og vi improviserer en tekst og en forestilling på 14 dage, og så er det godt nok’.
Jeg sidder i salen og mobiliserer alt, hvad jeg har af god vilje og lader mig forvirre – længe – men til sidst mister jeg tålmodigheden og bliver forarget. Eller ganske forbandet for at være helt ærlig!
Jeg synes det er slapt, løst i koderne, tilfældigt, og prætentiøst. Så nemt er det ikke! Det bliver snyd!
Efter denne ’grausame Salbe’ må jeg hellere falde lidt ned og forsøge på et ræsonnement.
Først: Et forsøg på et resumé
Scenen er fyldt med piedestaler og på hver af dem står der en lille skulptur. Nogle er interessante, andre kun en tingest. For eksempel forestiller en af dem en miniatureudgave af ’Boy’på det århusianske kunstmuseum AROS, mens en anden er en enkel rund sten. O.K.
Bo Stendell Larsen er kustode på museet, men inden han kommer til sit arbejde, prajes han af postbuddet og får en pakke med. Den sættes i et hjørne, men der er åbenbart en vis mystik forbundet med den. Hvad mon den indeholder?
Efter en del improvisatoriske replikker, løst og ret så slapt snak, om kustodens opgave med at sørge for at alt er som det altid har været på udstillingen, samt lidt nynnende lai-lai, bevæger vi os efterhånden hen mod et meningsfuldt udsagn: ’Ting/kunsten taler til os uden at sige noget’. De/den siger os noget via andre kanaler end øret og hjernen. Fint nok.
Men så begynder denne kustode, hvis opgave det er at sørge for, at ingen rører ved genstandene, og at alt er som det altid har været, at flytte rundt på skulpturerne på den mest respektløse, for ikke at sige umagiske, måde.
Jeg ser ikke formålet med det, andet end at det forårsager en vis bevægelse i scenen. Måske skærper det også fokus på de enkelte figurer – som altså ikke taler til os andet end som besværgelser fra kustoden. Dertil kommer en mystisk stemme i en lige så mystisk højttaler som serverer Gajol-filosofiske bon-mot’er om alt og ingenting. Skal det mon være kunsten, der alligevel taler til vore ører, til kustoden og os?
Og så – uden at vi aner hvor det kommer fra – bryder kustoden ud i børnerim og remser: ’Okker Gokker Gummiklokker’, ’Birgitte, Birgitte, Begøje’, osv. Ingen overgang. Kun som et udbrud fra det indre, som et ufrivilligt bøvs, som en prut der ikke lader sig standse. En litterær gejser. Og det bliver ved: kendte og kære vrøvlevers kommer i en lind strøm og sandelig får vi også en lille molbohistorie.. På sit højeste stiller kustoden sig op på en piedestal og råber ’Pomperipossa’ og jeg tænker: ’Hvad galt har Astrid Lindgren gjort?
Den mystiske pakke åbnes på lige så mystisk vis (men temmelig uærbødigt og uden antydning til magi) en lille bid af gangen. Hvad er der i den? Den får fokus fra tid til anden, og det giver en vis spænding.
Men før gåden er løst, begynder aktøren at referere til den med pegefingre, vidende blik og i konspiratorisk samforståelse med publikum, som ’Mit skatkammer’.
Jamen, inden vi kommer derhen, har vi da regnet ud, at det er bogsamlingen som ligger der indpakket. Kan jeg sige som voksen og bedrevidende. Men denne insisteren på, at pakken har et ukendt og mystisk indehold, og samtidig tydeligt vise, at han selv udmærket godt ved, hvad det er, er forvirrende, også for børn. Og det skaber en vis irritation – se nu at få åbnet den pakke! Den har ingen magisk kraft længere!
Så: Et forsøg på et ræsonnement
Hvis vi ser på ordet ’mening’ og hvad det står for, kan vi sige at der er mangt og meget i kunsten som er menings-løst. Eller for at sige det på en anden måde: Kunsten taler til os på andre bølgelængder udenfor hvad det talte og skrevne ord kan formidle. Sådan er det også i barnets verden. ’Okker Gokker Gummiklokker’ giver ingen ’mening’, men remsen taler til os via rim og rytme i frydefuld blanding. ’Skratskratteratskratskirumskrat fik sipsippesipsipsirumsip’. Det er jo vidunderligt! ’Inde i en hval er der tyve telefoner’. Man kunne selv blive ved!
Problemet er bare, at hvis disse rim og remser bliver fremsagt uden undren, uden begejstring over rariteterne, uden særlig glæde – ja, så bliver det kun opremsning af ord, ord, ord som nogen har lært udenad.
Jeg synes, at Bo Stendell Larsen gør disse herlige vers en bjørnetjeneste.
Ideen er jo god nok. Der er ikke mere meningsløshed i kunsten end den, vi kunne fryde os over, da vi var børn. Ved at sætte vrøvleversene i sammenhæng med skulpturerne på museet, får forestillingen sagt, at det kun er et spørgsmål om at bevare den barnlige åbenhed for, at kunsten kan ’sige noget til os uden at sige noget’.
Så valget af et museum som setting er helt naturlig. Men kustoden bliver fuldstændigt utroværdig – han er en grand danois i en glasbutik, og skulpturerne bliver temmelig ligegyldige.
Hele forestillingen får noget tilfældigt og mekanisk over sig, som tromler al magi. Det, vi sidder igen med, er et sammensurium, løseligt sammenbundet med tråde, der brister.
Dette kan de ikke være bekendt, de to erfarne børneteaterveteraner!
