Det store musik-, teater- og konferencehus ODEON i Odense står for de flotte rammer til dette års udgave af Danmarks Teaterforeningernes seminar, der afvikles over tre hektiske dage fra 15.-17. november 2024.
ODEON har 29 møde- og konferencelokaler og plads til næsten 1800 siddende tilskuere i den store sal, så der skulle være albuerum nok til de ca. 500 deltagere, der er tilmeldt seminaret, suppleret af et antal optrædende kunstnere, der kortvarigt kommer forbi i forbindelse med deres sceneoptræden fredag og lørdag, hvor der afvikles 18 intimscene-arrangementer á en halv times varighed.
For DT-seminaret er frem for alt en veritabel salgsmesse, hvor der præsenteres og falbydes scenekunst og sælges/købes turneforestillinger for millioner af kroner. Danmarks Teaterforenings sekretariatsleder, Eva Friis, fortæller til Teateravisen, at seminaret i år har deltagelse af i alt 73 producenter, der fremviser deres repertoire til den kommende sæson. Deltagerpladserne blev udsolgt på rekordtid i løbet af et døgn, og efterfølgende har arrangørerne måtte afvise yderligere 15 interesserede producenter, der var for sent ude.
Producenterne møder på seminaret 53 teaterforeninger og 18 andre opkøbere i form af musikteatre, stationære teatre, musikhuse og kongrescentre m.fl. Herudover er faglige organisationer som Teatercentrum, Scenit, Udviklingsplatformen for scenekunst og prfrm produktion og formidling af scenekunst også repræsenteret med stande på seminaret.
Det er dog ikke showcases og købsaftaler det hele. Lørdag aften er således afsat til festmiddag og uddeling af turneteaterpriser i form af Hædersprisen, Årets Voksenteaterforestilling, Årets Turneteaterskuespiller og Årets Børneteater. dertil kommer den såkaldte modpris fra Kulturkongen, hvor teaterproducenterne udpeger Årets Turneteaterarrangør blandt særligt servicemindede teaterforeninger.
Søndag formiddag er helliget et udvalgt tema – og i år hedder det ’Scenekunstens rolle i samfundsdebatten’, som Teatergrad står for.
(caj)