Den internationale showcase-festival DANISH+, hvor udvalgte danske forestillinger spilles (primært på engelsk) for de tilrejsende internationale opkøbere, afvikles 9.-11. maj i Aarhus.
Det er Teatret Gruppe 38, der står bag denne biennale showcase, som første gang blev afviklet i 2008 – og nu er det altså ottende udgave. Eller næsten: For DANISH+ i foråret 2020 blev aflyst som følge af corona-pandemien.
Men som showcase-festivalens producer, Malene Cathrine Pedersen, forklarer til Teateravisen, så lavede man faktisk et digitalt event i 2020, som vel kan tælles halvt med…
Og selvom der tilsyneladende er nogenlunde styr på coronaen i Danmark nu, er det ikke tilfældet andre steder i verden, og det går følgelig udover tilmeldingen af deltagere.
»I forhold til tilmeldinger har vi igen i år delegerede fra en lang række lande – både inden og udenfor Europa, men det er klart, at covid-19 stadig har indflydelse på, hvilke gæster, vi kan byde velkommen. Her mangler vi i år særligt det stærke felt af opkøbere, som vi plejer at have fra Kina, men der desværre stadig ikke kan rejse ud på samme måde, som vi kan her i Europa. Så det bliver en lidt mindre udgave af showcasen end normalt – og så mærker vi også at gæsterne planlægger langt senere end tidligere, men selvom den officielle deadline (1. april, red.) er ovre, får vi stadig henvendelser, og det er derfor stadig muligt at melde sig til ved at kontakte os.« lyder det fra Malene Cathrine Pedersen.
Et alt for begrænset antal opkøbere vil kunne mærkes, idet showcase-festivalen bl.a. finansieres via deltagergebyr, tilsat tilskud fra bl.a. Aarhus Kommune, Statens Kunstfond og fonde m.v.
Men årets program ligger fast. Og åbningsforestillingen bliver naturligt nok den anmelderroste og Reumert-prisbelønnede (Årets Særpris 2019) ’Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon’, der er en samproduktion mellem Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, Carte Blanche og Teater2Tusind.
Titlen er selvfølgelig her på engelsk: ’Suppose you had a portable gramophone’ – ganske som festivalens øvrige forestillinger. Ikke alle har det været nødvendigt at anglificere, men gæt selv med på de øvrige 11 forestillingstitler:
– I like it best when you are her – Teatret Gruppe 38
– Box-Up – Hvid Støj Sceneproduktion
– Pinocchio – Teater Patrasket
– Splotch – TeaterBlik
– Ai-Ai-Ai! – Aaben Dans
– Tango – TeaterRUM
– And the sun is always shining – Teater Refleksion & Teater My
– Little miracles of life – Paolo Nani Teater
– Walk-man – Don Gnu
– Two men & a plank – Don Gnu
– Ivalu’s first song – De Røde Heste
*Se mere om DANISH+ 2022 på festivalens hjemmeside: https://www.danishplus.dk
– og som appetizer kan man læse Søren Kløfts reportage fra showcase-festivalen i 2016
(Billedet: Appetizer på hjemmesiden for Danish+, der afvikles 9.-11. maj)
(caj)