Historien er elementært dramatisk, billederne smukke og moralen køn. Forståeligt nok, at mange teatre har forsøgt sig med ’Snedronningen’ på scenen.
Men det er også et svært eventyr, hvis man skal følge Andersen slavisk. For her er både talende blomster og krager, foruden et rensdyr, djævle og flyvende troldsplinter i et meget langt eventyr, der glad og gerne sprinter rundt på alverdens steder. Let for et eventyr, svært for et teater.
Zeppelin tager derfor et fast førergreb på de mange figurer og scenerier. Historien monteres på et lille nordfinsk hotel, hvor Kaj er piccolo og Gerda bagerens datter, der kommer med morgenbrød til gæsterne hver dag. De gæster, der dukker op som temmelig mystiske væsener. I hvert fald hvis man ikke lige kender eventyrets persongalleri til bunds. For så går en række elementer trods alt igen, bl.a. Gerdas røde sko, blomsterkonen og røverpigen med kniven og det hjælpsomme rensdyr.
Hos Andersen dukker de op som perler på en snor. Gerdas fortvivlede søgen efter Kaj, der er forsvundet ind i Snedronningens isnende rige, er som en rejse, hvor hun møder person efter person. Hos Zeppelin har man villet det anderledes. Her fungerer figurerne som gæster på hotellet, og de suges, sammen med Kaj og senere også Gerda, ind igennem spejlet, der viser sig at være et stort spejl på væggen i receptionen. Et spejl, der pludselig er dukket op en morgen.
Logikken halter
Og så er det ellers, at logikken begynder at halte i dramatiseringen. For hvem har hængt spejlet op og hvorfor. Det får vi aldrig svar på.
Hvorfor har Kaj et lille spejl i hånden og ikke en splint i øjet? Og hvorfor er gæsterne på det lille hotel så mærkelige? Et par, der ligner Dansktoppen, når den er værst; nogle russiske revolvermænd og den farvestrålende, lokale blomsterkone, der pludselig går igen i sorthvid udgave inde i spejlets ishelvede.
Og hvorfor kan Kaj pludselig komme tilbage fra spejlland igen? Og hvorfor fryser alle mennesker bare ihjel i stedet for, som Kaj i eventyret, i det uendelige at skulle forsøge at stave til Evigheden – et langt mere skræmmende perspektiv.
Der er alt for mange løse ender og ubesvarede spørgsmål i historien, synes jeg, og samme lidt vakkelvorne indstilling bærer iscenesættelsen præg af. Snart er den gemytlig, som når værtsparret småskændes, snart nærmest parodisk og overspillet. Og en del scener fuser så underligt ud, som om de mangler den sidste kærligt stramme hånd.
Bedst er den, når det isner omkring personerne og os. Ikke mindst fordi Johanne Eggerts scenebillede i al sin enkelhed er skræmmende godt. En drejescenedekoration i råt træ, hvor den ene halvdel udgøres af hotellet med spejlet midtpå, mens den anden er Snedronningens permafrostede verden, skabt af en kaskade af spiddende træpæle, der peger lige ud i hovedet på os.
Underlige personer
På rollelisten er Mie Brandt sød som den snart forvirrede, snart hvasse hotelværtinde, Torben Vadstrup tusser rundt som hendes mand, mens Morten Aaskov Hemmingsen har både kønt ydre og kækt sind til den forfrosne Kaj over for Sandra Yi Sencindivers søde og handlekraftige Gerda.
Da vi når til Snedronningen, har hun fået et fornemt, isgrønt og selvlysende kostume, hvor det er ekstra effektfuldt, at man ikke ser hendes ansigt. Men det forvirrer unægtelig en kende, at man hører Mie Brandts karakteristiske stemme inde fra gevandterne. Her må meget mere lyd-magi og stemmemanipulation til, hvis vi skal gyse i flok.
Og hvem er de underligt sammenvoksede personer, der pludselig dukker op. De er sjove, men hvem er de i forestillingen?
Fra Andersens side er ’Snedronningen’ tænkt som en udviklingsrejse fra barn til voksen. Det samme reklamerer Zeppelin med. Men da hele den filosofiske overbygning er forsvundet, og med den også Andersens gennemarbejdede, stramme og logiske fortællestil, minder forestillingen desværre mere om en indviklingsrejse.
