Samtidig med at Musikteatret Undergrunden fra årsskiftet fik egnsteaterstatus i Furesø Kommune, skiftede kammeroperateatret tilnavnet 'Musikteatret' ud med 'Egnsteatret' for at vise sin nye lokale tilknytning. (Se artiklen 'Så fik Furesø sit egnsteater').
Overgangen til egnsteater blev så fejret efter alle (opera)kunstens regler søndag aften 10. februar med en såkaldt 'åbningskoncert' i det nye tilholdssted i kulturhuset Galaksen i Værløse, hvor en næsten fuld sal fik et par taler og 15 musikalske highlights i form af opera, klaver-, fløjte- og saxofonstykker samt et uddrag fra Undergrundens ungdomsforestilling 'Blind og blindere' – det hele bundet smukt og kyndigt sammen af pianisten Jacob Beck, der grundet en brækket arm var afskåret fra de akkompagnementsopgaver, som han egentlig skulle have varetaget.
Andre tog over her, mens arier og operauddrag rullede over scenen. Det lange program bekom de knap 400 fremmødte gæster, gratulanter og kolleger m.v. ganske godt – og også en ganske stor del af Undergrundens mange fine dukker fra diverse forestillinger var på plads i salens hjørner og scenekanter.
De fleste af de medvirkende gæstesolister i skikkelse af bl.a. Stig Fogh Andersen, Gert Henning Jensen, Elsebeth Dreisig m.fl. har været forbi Undergrunden i tidens løb, mange er sågar blevet kunstnerisk udklækket fra teatret, der flere gange blev berømmet for sin talentudvikling og for sit gode eksempel på, at det KAN lade sig gøre at udvikle små operakompagnier udover Det Kgl. Teater og Den Jyske Opera, hvis man har troen og engagementet.
Tilsvarende toner lød der også fra tidligere operachef på Nationalscenen, Kasper Holten, der via stormskærmsmeddelelse fra sin nuværende placering i Covent Garden i London takkede Kaja og Niels Pihl for at have taget ham under deres vinger, da han i sin tid startede sin nu så imponerende opera-karriere.
Åbningskoncerten bidrog også med gode ønsker om, at Furesø Kommune tager vel imod sit nye egnsteater og de udfordringer, der altid ligger ret forude for et nyt egnsteater, der skal vise sin berettigelse i et lokalsamfund.
Til den ende var der også opfordringer om, at flere lod sig indrullere i den nystiftede forening Undergrundens Venner, der både vil hjælpe til, være kreativ sparringspartner og sikre sine medlemmer særlige fordele omkring arrangementer, events m.v. Mail kan sendes til venner@undergrunden.com…
(caj)