31. juli 2017

Cirkusvognen ruller igen

Så er Børnekulturhuset Sokkelundlille fra Utterslev Torv i København NV klar for 23. gang med endnu en stor udendørs, rullende kulturfestival, der byder på en overflod af teater, musik, cirkus, artisteri og kreative værksteder m.v.

Det hele er centreret om en cirkusvogn, der fyldes med materialer til værksteder samt bænke til de mange børn, der så kan sidde foran vognen og se forestillinger og små koncerter m.v.

Alle aktiviteter er gratis og kræver heller ikke tilmelding.

Festivalen følger sit vante mønster med aktiviteter tirsdag, onsdag og torsdag i fire uger i august på standpladserne:

Uge 32 (8-10.8) på Hulgårds Plads 6, København NV

Uge 33 (15.-17.8) Degnestavnen 20, København NV

Uge 34 (22.-24.8) Terrasserne 40 i Tingbjerg, Brønshøj

Uge 35 (29.-31.8) Lundehus Kirke, Strømdamsvej 1, København Ø

Blandt de mange kunstnere er også danske børneteatre, som deltager i Cirkusvognen 2017: Teatret Fyren og Flammen ('Tommelise' og 'Fusskopf'); Theatret Thalias Tjenere ('Race Dog') Dansk Rakkerpak & Teatret Fair Play ('Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler'); Flyvende Prinsesse ('Metamorfose') og Måle Fortælleteater ('Prinsessen og skrubtudsen') – samt de franske cirkusartister Cirque Content Pour Peu.

Cirkusvognen startede i 1995 en del af den boligsociale indsats Degneren, og Den Blå Heks (alias Janne Kjærsgaard) var første cirkusdirektør. Siden er kulturfestivalen vokset, men det sociale sigte er det samme: 'Kunst og kultur til børn, der ikke nødvendigvis ellers kommer til teater eller kultur', som det lyder i en mail fra Conni Humeniuk, der er børnekulturformidler og leder af 
Børnekulturhuset Sokkelundlille.

Arrangørerne sørger for fundraising, så aktiviteterne er gratis – og man tager i øvrigt til Aprilfestival hvert år for at få inspiration og siden booke forestillinger.

Se hele programmet med spilletider m.v. på www.bornekulturhusetsokkelundlille.kk.dk

(Billedet: Cirkusvognen 2017 byder bl.a. på Fyren og Flammens fembenede mand 'Fusskopf', der tidligere med stor succes har gæstet kulturfestivalen. Foto: Cirkusvognen)

 (caj)  

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne