Søndag den 1. december afholder DYNAMO, der har etableret sig som produktionshus for nycirkus og scenekunst på Finlandskajen i Odense til en-dags-festival for børn og med erklæret fokus på bevægelse, kreativitet og leg.
Odense Kommune er med som samarbejdspartner på denne børnedag, der i år kaldes for Börne Wunderland og starter med en cirkus-kabaret, efterfulgt af kreative værksteder, nycirkus-workshops ledet af danske nycirkusartister m.v. i den 600 kvadratmeter store tidligere foderfabrikshal.
Der bydes også på nisselandskab, magisk make-up og fortællehule med minigrisene Rita og Valborg Øffesen.
Arrangementet er gratis for børn og unge – for at kunne tiltrække de børnefamilier som måske ellers ikke vil have økonomisk overskud til kulturoplevelser i decembers ofte omkostningstunge måned – mens voksne betaler 50 kroner.
Börne Wunderland afvikles søndag 1. december fra kl. 13-17 hos DYNAMO, Finlandskaj 6, Byens Ø, Odense.
Se mere på DYNAMOS hjemmeside: https://dynamoworkspace.dk/program/boerne-wunderland/
DYNAMO er de seneste år blevet støttet af Projektstøtteudvalget for Scenekunst og har ved seneste tildeling fået tilsagn på 1,6 mio. kr. til sæsonerne 2020/21 & 21/22.
(Billedet: Børn og unge får rig mulighed til selv at prøve kræfter med cirkus-disciplinerne ved DYNAMO's børnefestivaldag. Foto: Cosmin Cirstea)