Bodil Alling har sendt denne smukke hyldest til instruktør m.v. Catherine Poher i anledning af dennes 40 års jubilæum:
Åh, hvor vi længes.
Vi længes efter udødelige venskaber, evig kærlighed og frygtløse nætter; vi længes efter månens bagside og fjerne galakser, bløde sko til de stenede stier eller endnu bedre: lettere veje at gå gennem alt det usikre, livet byder os.
Vi længes; og vi har brug for billeder på vores længsler og stof til vores drømme.
Og de billeder får vi generøst tilbudt af instruktør og scenograf Catherine Pohers vidunderlige universer.
Hun er så ganske særlig en kunstner og billedmager, at jeg ikke kender mage.
Catherine har i 40 år pirret vores sanser med et teater- og billedsprog, som gennem alle årene stadigt har udviklet sig, så bedst som vi tror, vi ved, hvad hun har at byde på, så er hun på vej ad nye snoede stier, hvor ingen nemme løsninger får lov at trænge igennem, og hvor hun selv stiller sig på usikker grund uden sikkerhed for at komme helskindet frem.
Catherine Poher er fransk – og dansk.
Hun er uddannet på L’ecole des arts Décoratifs i Paris, men et møde med kærligheden trak hende til Danmark, hvor hun først arbejdede tæt sammen med Kirsten Dehlholm på Billedstofteatret og derefter blev en stor drivkraft i Bjørneteatret.
Og derfra blev det til utallige samarbejder med både danske og udenlandske teatre.
Særligt må fremhæves 18 års fast tilknytning til Teatret Rio Rose, hvor Catherines billedkunstneriske univers spillede noget så smukt sammen med Tove Bornhøfts fysiske scenesprog, og gav os andre uforglemmelige oplevelser med f.eks. ”Haiku” og ”Ta ti ting”, som bar et umiskendeligt Poher´sk aftryk, og som høstede flere priser og sås af et bredt publikum både i Danmark og på flere udenlandske turneer.
Det var også i samarbejdet med Teatret Rio Rose, at Catherine første gang introducerede sine udenlandske billedkunstneriske venner, som tilføjede hendes forestillinger en helt ny tone og originalitet.
At hun er i stand til at skifte skala og arbejde med lige stor kærlighed for små intime forestillinger for babyer og deres voksne til store forestillinger på større scener ses tydeligt i det store spænd af samarbejdspartnere, der over årene har overladt hende roret.
Fra Hans Rønnes lille en mands teater (hvem husker ikke "Den komiske Tragedie" og "Adam i væksthuset), til Det Kongelige Teater, Teatret Manarf, Teatret Morgana, Graense-Loes", De Røde Heste, Teater Patrasket, Teater Velo i Sydfrankrig og, ikke mindst, Aaben Dans i Roskilde, hvor Catherine er en fast del af ensemblet, og hvor der hvert år træder nye, særegne og henførende forestillinger frem med et raffineret og originalt scenesprog.
Og jeg har selv fornøjelsen af et meget tæt samarbejde med Jubilaren. Med forestillinger som "Du må være en Engel, Hans Christian", "Jeg er ikke bange for noget", "Den lille pige med svovlstikkerne" osv, osv.
Og hvilken glæde, hvilken udfordring, hvilken fortvivlelse har det ikke været.
Catherine Poher arbejder bedst, hvor der findes tryghed til at være på Herrens mark i et utrygt rum.
Og så langsomt arbejde sig ind på materialet. Ingen nemme løsninger; ingen formildende omstændigheder; lange, slidsomme, farefulde og, heldigvis allermest, berigende arbejdstimer, hvor alle fumler og famler og ganske langsom får fornemmelse og forståelse for den mulige fortælling, rytmen, den skal fortælles i og balancen mellem alle parametre – lys, lyd aktioner, bevægelser, billeder, tekst osv.
Og jeg er noget så taknemmelig for samarbejdet.
Jeg ser, hvordan Catherines kunstneriske virke er forbundet med en trang til at reorganisere og skabe en verden, der kan heale et såret hjerte.
Hun har stor livsindsigt og hendes kunst er umådelig generøs og formår at skabe nyt liv og fylde tomme kar hos alle os, der finder vej til forestillingerne.
Der er ingen tvivl om, at hendes liv og arbejde er tæt forbundet.
Når en forestilling har haft premiere og kræfterne er brugt op for en stund, lukker Catherine sig inde i sit atelier og er mutters alene med sine billeder.
Her maler hun på intuition og uskyldig, barnlig energi og finder inspiration og kræfter til endnu en forestilling.
Jeg er stor fan og jeg er fan´eme noget så lykkelig over, at der kom en fremmed til landet for 40 år siden, som valgte at byde sig til for den danske scenekunst og uden hvem, teaterlandskabet ville have været en del tristere.
Kære bemærkelsesværdige Catherine Poher:
Tillykke med jubilæet.
Tillykke med alle priserne, du har høstet undervejs.
Tak for forestillingerne, og tak fordi jeg må være med i nogle af dem.
HURRA!
Bodil Alling er kunstnerisk leder af lille storbyteatret Gruppe 38 i Aarhus
