Tak til BTS for et fint og orienterende kaffemøde i går (27.11) på AnemoneTeatret i København. Oplægget fra formanden var helt enkelt at lade de fremmødte teatre give deres mening tilkende, hvad angår visioner for et nationalt børne- og ungdomsteaterhus. Der blev opfordret til, at diskussionen ikke strandede på de konkrete forslag som ligger p.t., men mere gik på den overordnede ide.
Der blev sagt meget, og holdningerne var præget af mangfoldighed. Nu er mit ærinde ikke at referere hele mødet, men blot at komme med et ”over-natten” indlæg til debatten.
Ingen var kede af udsigten til 20 millioner til området, det er klart, men hvordan de penge skal bruges, er nødt til at komme i spil i ligeværdig dialog mellem teatrene.
Jeg mener, at rækkefølgen er misvisende: Først kommer Corona La Balance-prospektet i al sin pragt, derefter starter vi dialogen, som naturligvis ikke kan undgå at tage udgangspunkt i konkrete forslag.
Jeg kan i øvrigt slet ikke se selvfølgeligheden i, at det lige netop skulle være Corona La Balance, som ledede sådan et hus. Der er masser, der har langt mere erfaring med stationær-scenevirksomhed.
Teater Hunds input til debatten har mange fine forslag og overvejelser, dog er jeg ikke enig i, at de store teatre skal fratages deres børneteater-forpligtigelse. Vi ejer jo ikke området, og ikke mindst står vi for noget meget forskelligt teater, både hvad angår form og indhold. Jeg vover den påstand, at det er lidt konservativt at tro, at vi er de eneste, der kan.
Hvorfor ikke viske tavlen ren og starte med at se på de scener, som ligger rundt omkring i landet – kan nogen af de eksisterende teatre eventuelt udvides og udbygges? Hvorfor ikke bygge videre på de huse, som vi allerede har, og dermed bruge færre penge til mursten og flere på produktion.
Vi har på Zeppelin rent faktisk mulighed for at udvide med en sal og dermed åbne op for mange flere gæstespil, end vi i forvejen huser, og endda i de ”gode” spilleperioder. Det kan realiseres for relativt små midler, men effekten ville være betydelig. Der kan være andre teatre, som har lignende potentiale – det er så vidt jeg ved ikke undersøgt.
Jeg opfordrer til, at området lytter meget opmærksomt til de stationære teatre, som har virkelig mange års erfaring med at drive stationært teater med dertil hørende stort kundegrundlag, distributionskanaler, PR-strategier, m.m.
Når vi (de stationære) udtrykker bekymring for ideen om at skulle i konkurrence med et stort anlagt teaterhus lige om hjørnet, så bør det anerkendes som udtryk for erfaring og fornuftige holdninger, og ikke nedgøres og forfladiges. Det opfatter jeg ikke som dialog.
BTS opfordrede i øvrigt til, at medlemmerne bruger organisationen og gør sig synlige med deres meninger og behov. Det synes jeg er helt berettiget – så hermed mit først ekvæk, som er for helt egen regning og ikke nødvendigvis udtryk for hvad resten af Zeppelin mener.
Mie Brandt,
kunstnerisk leder, Teatret Zeppelin
