25. juni 2012

’Bor der mennesker i Nordkorea?’

Teatergruppen Batida er i forvejen det nok mest berejste danske børneteater – man har besøgt omkring 40 forskellige lande gennem årene – men man har altid appetit på mere.

Derfor rejser tre medlemmer fra Batida i dag til Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea for at sondere mulighederne for et egentligt samarbejde med stedlige kunstnere og institutioner.

Rejsen er kommet i stand efter flere års bestræbelser på at skabe kontakt med det overmåde lukkede land, der i de flestes øjne næppe udgør et specielt attraktivt rejsemål.

Men takket være bl.a. hjælp fra den dansk-nordkoreanske venskabsforening er den  selvbestaltede kulturdelegation nu blevet inviteret af ’Committee for Cultural Relations with Foreign Countries’, en statslig organisation under det nordkoreanske kulturministerium.

’Bor der mennesker i Nordkorea? Det vil vi gerne ned og undersøge – og forhåbentlig bekræfte. Vi vil ned og møde og udveksle kultur med mennesker, som vi forventer har samme længsler og drømme som os, selv om de lever under et politisk styre, der er meget langt fra det, vi kender’,  siger skuespiller og instruktør Søren Valente Ovesen i en pressemeddelelse.

Målet med turen er selvfølgelig, at Batida kan rejse til Nordkorea og spille forestillinger – som den musikalske teatertrup har gjort det så mange andre steder i verden, herunder i internationale brændpunkter som Iran og Afghanistan. Man kan bl.a. læse Søren Ovesens beretning fra et besøg i det krigshærgede Afghanistan i 2009, ’Her er teater en mangelvare’.

Mere om teatret på www.batida.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne