Dramatiker Julie Johanne Kirkegaard har sendt dette interessante indlæg om fire børns oplevelser med forestillinger på dette års Horsens Teaterfestival:
SELVOM MAN har børn med i teatret, som sidder med store øjne, tavse og helt opslugte, kan det også være svært – som medfølgende voksen – helt at gribe, hvad det egentlig er de bider mærke i og hæfter sig ved. Så snart forestillingen er forsvundet, er børnene tit videre og har tilsyneladende ikke brug for at fordøje indtrykkene og oplevelsen med en voksen… I stedet spørger de efter den is, man måske har lovet dem, springer hen til legepladsen eller vil vide, hvad der nu skal ske…
Heldigvis er der omstændigheder, hvor man efterfølgende helt bogstaveligt sidder med børnene fastspændt rundt om sig og derfor kan fordybe sig i snakken. En sådan omstændighed var det i søndags ved middagstid, da jeg sad med fire børn rundt om mig i bilen på vej tilbage til København efter den årlige børneteaterfestival i Horsens: Ea på 10 år, Björk på 8 år, Idun på 8 år og Frey på snart 6 år.
Siden lørdag morgen klokken 9.30 har vi fulgt et tætpakket program og nysgerrigt spørger jeg ind til, hvad de synes om hver enkelt forestilling – og inviterer dem til at sige lidt mere end bare, at det var godt eller sjovt. Her er, hvad der blev sagt og fortalt…
Anima (set af alle fire): Alle fire børn er enige om, at den var rigtig god. Idun siger, at det var sjovt at hun kom op til månen med æbletræsstigen. Björk tilføjer, at det var sjovt, at hun gravede ned til kineserne. Frey siger: ”Det var sjovt at hun alle steder tog hen for at finde sin hund og så sagde de ’og så fik du set…’” Ea pointerer, at hun gerne ville have set hundehvalpen bedre, for som hun udtrykker det: ”Jeg så kun øret”. På en skala fra 1-10 bliver der givet henholdsvis 8, 8, 7 og 9 point.
Rejsen (set af Björk og Idun): De er enige om, at historien var god og spændende, men de ville begge to gerne have haft flere dukker med, og Björk siger, at hun gerne ville have set hans venner som dukker. De tildeler forestillingen henholdsvis 6 og 7 point.
Lus i Skindpelsen (set af Frey og Ea. Björk og Idun støder til halvvejs): Denne forestilling får den mindre ærefulde titel af, at være den forestilling, der får færrest point – om det er på grund af forestillingens voldsomme karakter må stå hen i det uvisse. Ea siger: ”Jeg synes den var lidt for voldelig” og Frey supplerer: ”Der var lidt for meget med bomber”, men tilføjer også: ”Jeg blev meget imponeret over, at de kunne gøre alt det med bænken” og Ea nikker samtykkende: ”Det var flot!” Idun og Bjørk siger: ”Jeg synes de var ret onde mod hinanden” og ”de kunne godt have været lidt sødere mod hinanden”. Der gives 3, 4, 4 og 4 point.
Den grimme ælling (set af Frey): ”Jeg synes den var rigtig god. De små ænder var ret fjollede. Jeg synes også at kæmpeægget var ret sjovt, men det skulle måske have været mindre. Jeg synes det bedste og sjoveste var dér, da den kom ud og sagde alle de der sjove og mærkelige ting.” Og selv om vores hjemmelavede pointsystem kun går til 10, bliver Frey alligevel enig med sig selv om, at denne forestilling skal have 14 point, fordi den var så god.
Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon (set af Björk, Ea og Idun): Björk siger: ”Jeg synes de kunne have brugt små dukker til træbyen”. Ea siger: ”Jeg synes det var ret godt, at hende der Viola sang den der sang til sidst, men det var også ret uhyggeligt, da de råbte: ’Løb! Løb!’ og Idun siger: ”Jeg synes ikke ham der Henry skulle dø”. Pigerne tildeler hver forestillingen 9 point.
Othello (set af alle fire): Idun ærgrer sig over, at man ikke kunne forstå, hvad de sagde og Ea nikker og siger: ”Nogen gange forstod man ikke helt, hvad det var der skete”, men tilføjer også ”Det var rigtig flot at det var lavet ud af træ”. Björk og Idun er enige om, at de alle sammen ikke skulle dø, men her påpeger Ea, som gruppens ældste, at Othello allerede er en historie, som man ikke kan lave om. Frey siger, at han godt kunne lide det hele, og da jeg spørger ham om, hvad den handlede om, fortæller han: ”Nogle røde og sorte mennesker i hovedet og nogle der døde. De små røde mænd, de dræbte alle de sorte mænd”. Denne forestilling får 9, 9, 8 og 9 point.
Ai-Ai-Ai (set af alle fire): Björk siger: ”Det var sjovt, at han var en robot, der abede efter”. Ea tilføjer: ”Men han lavede også nogle af sine egne ting og det var ret sjovt, at han kastede rundt med de der mennesker. Og det var sjovt, at der kom flere og flere mennesker. Jeg synes også der kunne have været flere mennesker, for det var ret sjovt”. Idun siger: ”Det var ret sejt, at han kunne alle de der ting. Og jeg synes den var rigtig god. Det var ret sjovt at ham der manden talte ligesom fjernsynet, og det var også ret sjovt, at der kom flere og flere fjernsyn”. Jeg spørger dem om, hvad forestillingen handlede om og Ea siger: ”Noget med at lege med en robot” og Bjørk tilføjer: ”Kroppen”. Til sidst tilføjer Frey, at han bedst kunne lide pigen. Forestillingen sprænger vores 1-10 skala og bliver derved den forestilling, der får flest point: 15 point fra hver.
No sex (set af Ea): ”Det var ret sjovt – først havde de dragter på, så klædte de sig ud og gik modeshow og så tog de tøjet af (de havde stadig undertøj på), og så tog de deres eget tøj på igen, og så var det som om, de bare dansede frit og var sig selv. De legede at de tog selfies og det viste, at man behøvede ikke at gøre sådan for at se godt ud. Man kan bare være sig selv”. Hun giver forestillingen 7 point.
Cirkus inHabitus (set af Björk, Idun og Frey): Idun fortæller: ”Det var sjovt, at han hele tiden kom til at gøre sådan, at det lille papirsmenneske kom til skade” og Björk tilkendegiver, at hun er enig. Idun fortsætter: ”Det var også ret sjovt, at der var så mange ting inde i hans jakke og at det til sidst blev til et cirkus” Frey siger: ”Den var meget god. Det var meget sjovt at der hele tiden var noget, der sagde noget. Det var ret sjovt, at den der lille lyserøde mund gemte sig bag kortet”. Der gives 6, 6 og 5 point.
Chicks (set af alle fire): Ea: ”Den var god. Det var ret sjovt, at først lagde den ene to æg og så ville den anden også godt have et æg og så uden, at den vidste det, lagde den et guldæg, og så sagde den: ’Du må godt få mine to hvide æg, hvis jeg må få dit guldæg’. Det ville den ikke, så til sidst delte de!”. Björk tilføjer: ”Det sjoveste ved den var, at de gokkede. Jeg synes også, at det var sjovt at de tog æggene og jonglerede med dem”. Frey siger: ”Jeg synes også at den var ret god. Den ene gik hele tiden ind i buret. Det var ret sjovt”. Til sidst siger Idun: ”De kunne godt gøre sådan, at æggene klækkede…” og Björk nikker og siger: ”Jeg synes, da de tabte det der guldæg, så kunne det godt have klækket”, hvilket får Idun til at tænke lidt videre: ”Måske var det slet ikke meningen, de skulle tabe det?” Forestillingen får 15, 15, 15 og 14 point og bliver derved den forestilling, der pointmæssigt kommer ind på en skarp anden plads.
Hvad den lyserøde mund er (Cirkus inHabitus) og om den eksistentielle tyngde i både Anima og Rejsen, der begge havde meget at sige om døden, nåede frem til børnene, må stå hen i det uvisse – lige som jeg heller ikke har fundet ud af om børnene overhovedet bed mærke i pigens forsøg på at skabe menneskelig kontakt og nærvær i Ai-ai-ai. Men sikkert og vist er det, at børnene alligevel – indenfor deres egen lille børnehorisont – har fået meget ud af det, om end det indimellem også er noget helt andet, end hvad de voksne har set … Og hjemme bliver robotmandens leg med sine skulderblade forsøgt efterlignet, ligesom der bliver leget med klaverbænken på nye måder…
Efterrefleksion: Inden nærværende tekst blev afsendt, læste jeg den op for børnene, sådan at de kunne høre deres ord og point og give deres accept af, at det kunne komme til offentliggørelse … Dette afstedkom en ny lille samtale, hvoraf følgende kan udledes: I skrivende stund vil børnene gerne vide, om det var meningen, at guldægget skulle blive tabt på jorden (Chicks)? Frey vil også gerne vide hvorfor, at kyllingerne i Chicks løb rundt om buret i søndagens første forestilling, når de ikke gjorde det anden gang forestillingen spillede – dette sad han nemlig og ventede på… Til sidst siger Bjørk, at hun elsker dukker, så hun vil gerne have flere forestillinger med dukker og især med playmobilfigurer: så hvis der er nogen, der en dag finder på at lave et univers, der foregår i et playmobilland, så lad os det vide! Vi kommer!
Julie Johanne Kirkegaard er dramatiker og BA i uddannelsesvidenskab med kandidatgrad i pædagogisk filosofi
