Det blev lanceret allerede i efteråret 2009, men nu er det ganske vist: Med indgangen til sæson 2010-11 har Bikubenfonden affyret startskuddet til en ny landsdækkende rabatordning for teaterbilletter til børn og unge: Bibilletten.dk
Det betyder, at børn og unge kan gå i teatret for blot 45 kr. pr. billet, hvis man altså vel at mærke er under 18 år og køber fire billetter til samme forestilling.
Bikubenfonden har bevilget støtte til ordningen i foreløbig tre sæsoner, hvor der er af afsat 1,3 mio. kr. pr. år til billetstøtte. Bikubenfonden har desuden afsat et beløb til opstart og selvstændig markedsføring, så den samlede bevilling for tre sæsoner er på 4,6 mio. kr.
Bibilletten.dk er udviklet af Bikubenfonden og Teaterbilletter.dk og er tilknyttet den landsdækkende scenekunstportal scenen.dk for gensidigt at styrke de to sites.
Bibilletten.dk i faktaform:
– Bibilletter er for børn og unge under 18 år – spillestedet kan forlange legitimation
– Man skal være mindst fire unge og købe Bibilletter til samme forestilling.
– Bibilletter koster 45 kr. pr. stk.
– Der er ikke kundegebyrer på Bibilletter.
– Der kan købes voksen-ledsagerbilletter til priser, som fastsættes individuelt af den enkelte arrangør.
– Bibilletter købes online med direkte betaling på bibilletten.dk
– Alle Bibilletter og ledsagerbilletter er Print Selv-billetter.
– Bytning af billetter kan kun foretages af Billetten A/S mod gebyr på 10 kr. pr. billet.
– Der er en grænse pr. sæson på 50.000 rabatbilletter.
Se mere på www.bibilletten.dk