Mens danske kamptropper i Afghanistan kæmper for at holde liv i demokratiet og håb om genopbygning af det plagede land, er næste bølge af kampklare danskere på vej: Teatergruppen Batida indtager fra 12.-20. juni hovedstaden Kabul med muntert og musikalsk børneteater i form af den uopslidelige ‘Grande Finale’.
Batida er inviteret til Afghanistan af CKU (Center for Kultur og Udvikling), der for Udenrigsministeriet varetager kultursamarbejdet mellem Danmark og udviklingslandene i Afrika, Asien, Caribien, Latinamerika og Mellemøsten. Batida deltager således som et af flere komponenter i et tre-årigt kultursamarbejde mellem Danmark og Afghanistan.
Og selv Batidas ellers så rejsevante og dristige flok skulle lige vurdere, om der var lidt for stor risiko for et lidt for farligt rejseeventyr, men man har besluttet at takke ja til udfordringen.
Derfor vil afghanerne kunne opleve ‘Grande Finale’ i Kabul, hvor der er planlagt forestillinger syv forskellige steder i byen.
Desuden skal Batida stå for en fire-dages workshop med teaterstuderende fra Kabul University under temaet ‘Det Bærbare Musikalske Teater´.
Og når teatertruppen siden er nået helskindet hjem til Danmark, vil det mere fredelige Amager Strand danne ramme om såvel ‘Grande Finale’ som den nært beslægtede ‘Ouverture’ ved to gratis forestillinger 22. og 23. juni kl. 9,30.
Se mere om teatret på www.batida.dk