Teatergruppen Batida drager i slutningen af oktober til Mongoliet som led i endnu et af de mange samarbejdsprojekter, som teatret har sat i værk rundt omkring i verden.
Med sig har Batida forestillingerne 'Spaghetti', 'Verdens mindste historie' og 'Solo for to', der i alt skal spille 15 opførelser og lave workshops på på skoler og Creative Bamboo Theatre i hovedstaden Ulan Bator.
Samarbejdet blev indledt, da folk fra Batida på Aprilfestival 2019 i Hjørring mødte Uyangga Ayurzana, der er stifter af Creative Bamboo Theatre.
Hun er en lokal ildsjæl, ung og veluddannet, og har stillet en lovende ingeniørkarriere i bero for give et bud på en ny børnekulturel platform og modspil til den herskende populærkultur.
Som Batida beskriver det, befinder Mongoliet sig nu i et åndeligt vakuum, der giver frit spillerum for kommercielle aktører: Kinesiske og japanske tv-serier, Disney-merchandise, Macdonald-klovne og lignende.
Batidas besøg skal være en del af dette modspil, og teatret flyver derfor med 30 fyldte kufferter til det store land, der er verdens 19. største arealmæssigt, men blot beboes af lidt over tre millioner mennesker.
Dermed bliver Mongoliet land nummer 47, som Batida besøger i forbindelse med over 100 udlandsturneer. Blandt de mere eksotiske og kontroversielle har været Nordkorea, Afghanistan, Iran, Cuba og Libanon.
Det har været en helt bevidst strategi, der for teatret handler om solidaritet og kulturudveksling.
(Billedet: 'Verdens mindste historie' er en af de tre forestillinger, der skal spille i et af verdens største lande, når Batida tager til Mongoliet. Foto: Ditte Valente)
(caj)