De var medarrangører af den succesrige omend mediemæssigt stærkt oversete internationale ASSITEJ Verdenskongres og festival i maj 2011 i København og Malmø – og det tog hårdt på kræfterne.
Men ASSITEJ Danmark, der er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), har nu kæmpet sig på fode igen efter en periode med økonomisk og organisatorisk afmatning.
Det markeres bl.a. ved at hjemmesiden (www.assitej.dk) fra i dag atter er opdateret og ’publiceringsklar’, ligesom organisationens Facebook-side er blevet opdateret.
ASSITEJ Danmark arbejder på at formidle viden om dansk børneteater til udlandet og informere om relevante internationale aktiviteter til de danske (medlems)teatre, ligesom man både tager initiativ til og medvirker i forskellige udvekslingsprojekter.
ASSITEJ er ligeledes primus motor i invitation og servicering af de mange internationale gæster, der kommer til den store festival i april.
Økonomien kommer fra medlemskontingenter og støtte fra Scenekunstudvalget og CKU – Center for Kultur og Udvikling.
Således har CKU netop bevilget ca. 160.000 kr. til ASSITEJ omkring et samarbejde med Den Tredje Verden, der helt konkret går ud på invitation af gæster fra Afrika og Mellemøsten til Festival 2013 i april på Mors samt tilrettelæggelse og gennemførelse af en turne i Danmark med en afrikansk forestilling i 2014.
Den slags initiativer vil man fremover igen kunne læse på den nye hjemmeside, der rent grafisk ligner den gamle, men skulle være mere brugervenlig for både læsere og redaktionen…
Sekretariatsleder Peter Manscher håber endvidere på, at det snarest bliver muligt at linke fra hjemmesiden til engelskesprogede præsentationer fra og om organisationens medlemmer – teatre, organisationer og enkeltmedlemmer – så udenlandske besøgende på hjemmesiden vil kunne orientere sig omkring forestillinger, aktiviteter m.v. fra de danske teatre, organisationer m.v.
(caj)