Marie Kilsgaard Møller, Quasi Teater, kommenterer på et debatindlæg om anmeldelser af anmeldelser:
Som en nødvendig reaktion på Peter Byrholt Nielsens helt fejlagtige antagelse af, at anmeldelser ikke bør blive anmeldt – eller kommenteret, tillader jeg mig her at citere portalens anmelder, Anne Middelboe, fra hendes egen bog om anmeldelser.
Jeg har bedt Anne Middelboe om selv at gå ind i denne debat, men uden held. Derfor vil jeg nu tage ansvaret for at informere teateravisen.dk's debat-læsere om, at anmelderne, kunstnerne og og kulturforbrugerne alle ønsker en øget kunstdebat og flere 'anmeldelser af anmeldelser' eller diskuterende debatindlæg, kan man også kalde det.
—
Side 49: Læserne tier
Drømmen er, at en anmeldelse medfører læserstorm i eufori eller protest. Men selv om det af og til lykkes for anmeldere at skrive så inspirerende eller provokerende, at læsere indsender debatindlæg og læserbreve, så er denne debat unægteligt en undtagelse. Som regel er der tavst efter en anmeldelse. Artiklen bliver nok læst – og måske også diskuteret – og måske endda elsket eller hadet. Men den bliver næsten aldrig kommenteret skriftligt i det offentlige rum.
Berlingske Tidendes store teater- og balletkritiker Svend Kragh-Jacobsen (1909-1984) skal have sagt, at anmeldelser afleveres med samme følelse som breve, man lægger i en postkasse, som man godt ved, aldrig bliver tømt.
(…)
Kunstelskere og "åndseliten" sætter sig kun nødtvunget til tasterne i spontan reaktion på en anmeldelse. Læserne accepterer åbenbart helst anmeldelsens dom. En sjælden gang får anmelderen dog brev fra en glad eller vred læser. Efter mailens fremkomst er det tilsyneladende blevet mere tilllokkende for læsere at ytre sig direkte til anmelderen. Desuden bliver visse læsere tiltrukket af netavisernes kommentarmuligheder, hvor man umiddelbart under teksten kan skrive sin mening og styrte ud af diverse tangenter sammen med andre debatlystne læsere. Men i forhold til mængden af anmeldelser er læserkommentarerne på nettet altså stadig ganske få.
—
Side 89: Anmelderens ansvar
Alle, der ytrer sig i det offentlige rum, har et ansvar. Et ansvar for at udtale sig fair. Det gælder også anmelderen. Anmelderen skal være troværdig. Dette indebærer et krav om ærlighed. Ikke nødvendigvis ubetinget ærlighed, thi høflighed og diskretion er også noble egenskaber hos en anmelder. Men en ærlighed, der gør, at man som læser føler, at man kan regne med anmelderen.
Ærlighed og perfiditet er dog ikke nogen anbefalelsesværdig blanding i en anmeldelse. Heller ikke ærlighed og forblændelse. Jo mere ekstrem, en anmeldelse er, desto mindre troværdig er den som regel også.
De vredeste anmeldelser er tit muntre at læse – og tydeligvis tilfredsstillende at skrive. Men det er ikke altid, at slagtningen holder til at blive læst, når vreden er dampet af.
(Fra 'Begejstring & brutalitet' af Anne Middelboe Christensen – udgivet i 2012 på Informations Forlag).
—
Jeg kunne godt have lyst til også at citere Martin Lyngbo, som Anne Middelboe citerer i sin bog på side 30. Det handler om troværdighed, fejlagtige genfortællinger og misforståelser baseret på mangelfuld forståelse. Men nej, det vil jeg undlade og i stedet anbefale alle (også Anne Middelboe selv) at læse bogen.
Med ønsket om mere kunstdebat.
Marie Kilsgaard Møller er iscenesætter m.v. hos Quasi Teater
