Bella Marcussen kommenterer Kirsten Dahls anmeldelse af Opgang 2 Turneteaters forestilling 'URO':
Jeg er en 17-årig gymnasieelev og har nogle kommentarer til anmeldelsen af 'URO'.
Scenen, hvor lærer og elev sidder overfor hinanden, er det overfladisk? I så fald kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan du betegner ordet overfladisk. Jeg synes, at det er rimeligt groft sagt, at hele stykket med alle seks tracks er overfladiske. Jeg og mange andre sad tilbage med en følelse af "Hvor er det bare sandt", måske fordi vi bedre kan relatere til det? Jeg er dog enig i, at den første scene haltede lidt, men de kom til gengæld godt tilbage igen.
En anden ting, jeg ikke forstår, er at du ikke vælger at kommentere på, at der er livemusik på hele vejen i gennem. Det er jo fedt, at de har fået fat i en så dygtig og "stor" performer som Thøger.
Fedt du kan mærke, at de brænder for det, de gør, det kunne jeg i hvert fald også. Men jeg synes, at det virker, som om du kommer ind med en forkert tilgang til stykket. En ting er at komme ind som voksen anmelder og se tingene fra din synsvinkel, men du skal måske tænke, som de unge beskuere ville gøre.
Jeg læste en artikel i dag, hvori der stod nogle holdninger omkring Disney-film. Når en voksen ser en ny Disney-film, ses den umiddelbart som en meget overfladisk lykkelig barnefilm, men det vigtige fra denne er artikel var, at det er vigtigt, at de voksne kan sætte sig i børnenes sted. Når jeg læser din anmeldelse af 'URO', er det meget tydeligt, at du kommer ind med en "voksen tilgang". Måske du skulle prøve at sætte dig i de unges sted – når nu det jo også er en ungdomsforestilling.
Min oplevelse af stykket var vildt godt, og jeg følte at der endelig blev belyst nogle tabuer, som man ellers ikke "tør" belyse i de mere traditionelle teaterstykker.
Det var alt her fra mig 🙂
Bella Marcussen er gymnasieelev og teatergænger
