8. maj 2017

AnemoneTeatret sælger ud!

Nej, det er heldigvis ikke et ophørsudsalg, når AnemoneTeatret afholder teaterloppemarked 20. maj kl. 10-15 og sælger ud af kostumer, rekvisitter m.v., for teatret fortsætter næste sæson, selvom man ikke længere har støtte og budget som lille storbyteater i København.

Derimod kan man godt bruge lidt mere plads, luft og lys, så der er blevet ryddet ud i gemmerne og fundet flotte kostumer i fin stand, masker, stangdukker, kjoler, parykker, sko og alverdens sjove fund – mens den tekniske afdeling bidrager med lamper og udstyr og der også bliver salg af teaterplakater fra de mange forestillinger, der er blevet spillet på Anemoneteatret gennem årtier.

På dagen holder man selvfølgelig også cafeen åben og gårdhaven klar til indrykning af interesserede teaterfolk, børnefamilier og andre, der kan se muligheden for et godt kup og måske noget anderledes festtøj…

Og så kan det jo også samtidig fungere som et uhjøjtideligt støttearrangement til AnemoneTeatret, der altså nægter at give op trods manglende offentlig støtte og er klar til sæson 2017-18, hvor man præsenterer en række gæstespil udover egne produktioner. Som teatret selv beskriver det: 'Vores nye vision om at åbne op for flere nye kunstneriske samarbejder og impulser har resulteret i nye spændende samarbejder og en perlerække af de bedste gæstespil fra hele landet'.

Se mere om teatret og dets program på www.anemoneteatret.dk

(Billedet: Der har været gang i oprydningsarbejdet på lageret og andre gemmer, og udvalgte genstande sælges nu på teaterloppemarked 20. maj. Foto: AnemoneTeatret)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne