Med støtte fra Kulturministeriets pulje til almennyttige kulturelle projekter tager Opgang2 Turneteaters projekt, 'Andre Horisonter', for anden gang i år til Palæstina for at videreudvikle projektet i et mellemøstligt perspektiv (se note).
Projektets overordnede mål er at understøtte konstruktive fællesskaber og give unge mennesker nye perspektiver på liv og tilværelse gennem kultur og teateroplevelser.
Derfor drager skuespiller Chadi Abdul-Karim, projektleder Lise Ørskov og dramapædagog Lotte Wagner igen til Palæstina for i samarbejde med Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) og Al Harah Teateret i Betlehem, at videreudvikle og udbygge projektet i Palæstina, hvor man skal mødes med undervisere, teaterfolk og publikummer.
Samtidig er der også plan om, at den Reumertvindende ungdomsforestilling '4 EVER' skal turnere i Mellemøsten igen i 2020 og bygge videre på de erfaringer som Chadi Abdul-Karim – der selv er selv palæstinensisk flygtning og kom til Danmark som otte-årig – høstede, da han i 2018 var på en succesfuld turné i Palæstina med den arabisksprogede version af forestillingen (se note).
Se mere om 'Andre Horisonter' på teatrets hjemmeside: https://opgang2.dk/Turnéteater/Andre-Horisonter.aspx
(Billedet: Chadi Abdul-Karim i Reumert-vinderen '4 EVER', som han har turneret med i 2018 i en arabisk-sproget version. Foto: Opgang2 Turneteater)