Nanna Bøndergaard Butters har sendt følgende indlæg om børn og unges måder at betragte køn på – og hvad det betyder for deres måde at opleve teater på:
Mine piger og drenge, nonbinære, alt derimellem, ud over og ved siden af:
Scenekunstbranchen higer efter et nyt og yngre teaterpublikum. Ud over alverdens publikumsudviklingsprojekter kunne det være en pointe at undersøge, om ændringerne i børn og unges måder at betragte køn på har betydning for, hvordan de oplever de repræsentationer, der kommer i spil i den teatrale dialog.
Den sidste tids debat om, hvorvidt vi skal udvide vores vokabular så det strækker sig ud over de binære kønskategorier kvinde og mand, bør føre til overvejelser over, hvordan vi på landets børne- og ungdomsteaterscener er i dialog med publikum om de kategorier vi beskriver og repræsenterer dem med.
Den sidste tids debat om behov for sproglig udvidelse og en kreativ sproglig rekategorisering kommer dels som reaktioner på en ungdomsgeneration, der anser kønnet som flydende og foranderligt og som undviger fastlåste kønsdefinitioner. To-kønssystemet udfordres af en ungdomsgeneration, der er vant til at navigere i en ”gør det selv-biografi”, hvor de konstant skaber og genskaber sig selv gennem valg på alle niveauer i skiftende positioner, situationer og omstændigheder.
De voksne er ofte helt sat af i forhold til de flydende og forhandlede måder unge betragter køn på. Det kan derfor ramme helt ved siden af når kønnede repræsentationer skabes af voksne scenekunstnere og de unges måder at gøre køn på negligeres på landets børne- og ungdomsscener.
Det er ikke svært at forestille sig, at disse unge kan have svært ved at føle sig repræsenteret og spejlet i scenekunst, der anvender binære kønsdefinitioner. Det bør føre til overvejelser over børne- ungdomsteatrenes måder at repræsentere køn på, uden der gås på kompromis med den kunstneriske frihed og den frie debat.
Fra identitetspolitik til naturalisering
Det er helt centralt at man i scenekunsten kan debattere, udforske, provokere og kritisere alt – hvorfor scenekunsten aldrig må blive dødeligt omklamret af identitetspolitisk korrekthed, krænkelsesregler eller dogmatiske påbud. Pointen i forhold til scenekunst kan aldrig være at opstille regler for, hvordan køn må eller skal repræsenteres.
Når dette synspunkt er fremhævet, er det værd at påpege at også det binære kønssystem og de identiteter det producerer, er resultat af en identitetspolitik. Det er blot en identitetspolitik der er slået i gennem i en sådan grad, at opdelingen opfattes som naturgiven. Dette peger ind i diskussionen om, hvorvidt scenekunsten er hævet over identitetspolitikken og må være radikalt fri og videre til det svar, at der ikke findes noget apolitisk – eller ikke identitetspolitisk svar på det spørgsmål.
Bevidst ordvalg
Naturalisering af et binært kønssystem i forestillinger, hvor piger er piger og drenge er drenge, er udtryk for i hvor høj grad to-kønssystemet er gledet ind i vores forestillings- og verdensforståelse på måder, der går bag om ryggen på os. De mange milliarder måder at gøre henholdsvis pige og dreng på forenkles i det binære system. Debatten om behovet for at udvide sproget på måder, der bryder to-kønssystemet og inkluderer nonbinære, transkønnede, intetkønnede, X0, XXY, XXX og andet, gør det heldigvis umuligt at byde sit publikum velkommen med frasen mine damer og herrer, uden i det mindste at være yderst bevidst om sit ordvalg.
Netop sådan bevidsthed kan føre til sensitivitet i forhold til hvordan minoritetsgrupper portrætteres og repræsenteres. Bevidstheden gør at voksne scenekunstnere ikke bare blindt kan følge de forestillinger om køn, som de selv er vokset op med.Det skal da også for en god ordens skyld fremhæves, at det langt fra er alle teatre, der arbejder med binære kønsrepræsentationer. Og heller ikke alle teatre skal absolut udskifte pronominer som han og hun, med de og dem. Det må stadig være tilladt at sige ”Mine damer og herrer”, blot dette gøres med bevidsthed om at kategorierne er lige så unaturlige og arbitrære som de er naturlige og rammende.
Scenekunstneriske strategier, der udforsker forståelser af køn
Ligesom med alle øvrige ensidige identitetskategorier er det interessant at overveje, hvordan scenekunstneriske strategier der arbejder med at udfordre essentialistiske forståelser af køn, kultur, og etnicitet kan komme i spil på landets scener. Velvidende at scenekunst for børn og unge aldrig er ufarlig eller uskyldig, idet kulturelle forskelsmarkører og symboler er indlejret i scenekunsten og at repræsentationer af køn aldrig kan betragtes som naturgivne essenser lige meget om vi bevæger os indenfor et binært eller nonbinært kønssystem, er det oplagt at arbejde med scenekunstneriske strategier, der lader lag på lag af fortolkninger og måder at gøre fx race, køn, etnicitet og religion på optræde simultant på scenen, for at tydeliggøre kulturelle og identitetsmæssige forhandlinger. En strategi, der viser, at vi er i konstant bevægelse.
En central pointe, der kunne fremføres i denne sammenhæng er, at udøvende scenekunstnere såvel som publikum må lære at producere og se scenekunst med ubehag, forstået på den måde at en refleksivitet i forhold til, hvordan man er med til at (re)producere kategorier, køn, verdensforståelser, identiteter, nationale forståelser og sågar strukturel racisme kunne være medvirkende til at modarbejde identitetssplittelser og åbne muligheder for kulturelle og identitetsmæssige forhandlinger, flertydighed og en demokratisk enighed om at være uenige og forskelligt forskellige.
Teatret som arena for identitets- og kulturkampe
Med bevidsthed om børne- og ungdomsteatret som en teatral dialog mellem voksne teaterpraktikere og børn som tilskuere og teatret som en arena for identitets- og kulturkampe, hvor sociale- identitets- og værdimæssige ideer brydes og forhandles, er det på sin plads at udforske, hvordan den teatrale dialog reproducerer eller destabiliserer vante forestillinger, stereotyper og fordomme.
Måske er det også værd at overveje, hvordan henholdsvis publikum og spillere har agens i forhold til at forholde sig til, forhandle og forvandle måderne, vi forstår og agerer i verden på – også når det kommer til køn.
Nanna Bøndergaard Butters er research- og projektmedarbejder på PRISMA, teatret ZeBU's mangfoldighedsprojekt, og har netop udgivet rapporten 'Et øjebliks mangfoldighed' – med undertitlen: En undersøgelse af oplevelser, erfaringer og kunstneriske strategier i forhold til mangfoldighed i dansk børne- og ungdomsteater'
