'Det er blevet gradvist mindre fordelagtigt for kommunerne overhovedet at have et egnsteater', lyder det mistrøstigt fra Thorkild Andreasen, administrativ leder af Carte Blanche i Viborg, til Proscenium.dk i forbindelse med Kulturministeriets udmelding om, at minimumsprocenten for statens refusion af kommunernes driftstilskud til egnsteatre i 2017 som minimum bliver 36,3 procent.
Udmeldingen sker som led i det såkaldte årshjul, hvor Slots- og Kulturstyrelsen udmelder minimumsprocenten for det kommende år i maj og den endelige procent i januar det gældende år.
Og det går ganske rigtigt kun én vej for statens økonomiske involvering i egnsteatrene, hvor refusionen i mange år lå på de faste og praktiske 50 procent, indtil kulturminister Brian Mikkelsen (K) tilbage i 2007 fik held med at indføre rammestyring. Og siden har den årlige statsrefusion sjældent ligget over de 40 – med øgede udgifter til egnsteatrenes værtskommune til følge og vanskeligheder med længererækkende planlægning for egnsteatrene.
Kommunernes samlede driftstilskud til egnsteatre ventes at stige fra 152,6 mio. kr. i 2016 til 161,1 mio. kr. i 2017. Det fremgår af de aftaler, der allerede er indgået mellem egnsteatre og kommuner samt af forslag til fornyelse af eksisterende aftaler fra 2017. For 2016 er refusionsprocenten i øvrigt 37,7, hvilket er lavere end de 38,5 pct. i 2015, som er lavere end de 40 pct. i 2014, som er lavere end de 41,5 pct. i 2013…
Som følge af en lovændring på egnsteaterområdet, vedtaget af Folketinget i begyndelsen af 2014, bliver samtlige egnsteateraftaler synkroniseret fra 2021, hvilket bl.a. betyder, at man så udmelder den statslige refusionsprocent for den fire-årige aftaleperiode. Med mulighed for lidt bedre planlægningshorisont for egnsteatrene og kommunekasserne.
Læs artiklen i Proscenium.dk: 'Staten sænker igen refusionsprocenten til egnsteatre' med udtalelser fra bl.a. TIO-formand Gitta Malling m.v.
(Billedet: Listen over de seneste seks års udmeldte og endelige refusionsprocent. Kilde: kum.dk)
(caj)