Ingen børn gider sidde stille på en stol. Ikke i særlig lang tid, i hvert fald. Det er noget af det, som skolerne kæmper med at lære ungerne: At sidde ordentligt. Men kravet om at sidde stille er paradoksalt nok også noget af det, der bremser børnenes sunde nysgerrighed. For hvad er egentlig potentialet i en stol, hvis man ikke bare sætter sig på den?
Danseforestillingen ’Hvad kan den – og hvad skal den?’ af Aaben Dans for skolebørn er skabt ud fra en nysgerrighed omkring den vestlige trang til at sidde på en stol og gerne rundt om et bord. For hvorfor er det lige, at vi altid skal sidde på stolesædet, når det måske er meget sjovere at balancere på benene, når stolen ligger ned – eller at bruge stolen som en vippe?
Undredans
Det er denne naive og nysgerrige tilgang til dansen, som gør koreografen Thomas Eisenhardt så skøn at følge. Hans renhjertede betagelse af kroppen udtrykkes ofte med en undren, der straks smitter tilskueren. Barnligt og begejstret. Sådan som han har vist det bl.a. i babyforestillingen ’Tre ben’ fra 2016 og i teenageforestillingen ’Arme og ben’ fra 2007.
Sammen med teaterinstruktøren Kamilla Wargo Brekling har Thomas Eisenhardt skabt en fascinerende forestilling for tre kroppe, der bakser rundt omkring nogle stole og et bord. Designerparret KASPERSOPHIE har skabt en rød-hvid verden, hvor gulvet består af et hvidt dansevinyl og møblerne af nogle røde og rød-hvide stole – og kostumer i rødt og hvidt – med en meddansende arkitektlampe som vidne. Dette er netop IKKE IKEA-realisme. Det er en stiliseret verden, perfekt til Spørge-Jørgen-spørgsmål og uforudsigelige svar.
Den æstetiske stilisering er konsekvent. Den løfter forestillingen ud af et traditionelt plot og over i en skøn situationskomik, som børnetilskuerne tydeligvis nyder. For her begynder alting med en undren. Og legen slutter først, når en anden og vildere undren har fået overtaget.
Musikken leger med. Fredrik Lundin komponeret levende og uforudsigelig musik, der både klikker og blæser, så ungerne sidder og rokker fra side til side. Musikken går fra det pumpende og pulserende til det metalliske og sfæriske – båret af en saxofons organiske åndedrag, helt ned i den dybeste bas. Men tilsat alverdens lyde, så det bliver til undremusik i alle farver. Afsluttet med den kækkeste gadedrengefløjten.
Som skakbrik
Forestillingens tre dansere er virkelig umage – og det er netop det sjove. Den garvede, høje moderne danser Ole Birger Hansen formår som altid at slynge sig rundt i rummet med kantede bevægelser og varme øjne. Gigantisk stor i forhold til børnene, men stadig med barnelegen i kroppen.
Her får han selskab af den bomstærke samtidsdanser Alvilda Faber Striim, der i sit håndboldagtige outfit rask væk går i styrkekamp med ham. Hun lægger nærmest arm med ham stående – og vupti, om hun ikke også får ham bugseret op på sin ryg, mens hun drejer rundt med hans store krop på udkig efter næste stolesæde!
Den lille, vævre samtidsdanser Nanna Hanfgarn Jensen er klædt i kropsnært, rødt stof. Hun bærer ikke rundt på andre end sig selv, men det gør hun til gengæld på hænderne og sågar på hovedet. Faktisk står hun så yogastabilt på hovedet, at Ole Birger Hansen kan flytte lodret rundt på hende ved at tage fat om hendes opstrakte ben, som om hun var en skakbrik – uden at hun svajer det mindste.
Nuttet pingvin
Børnene sidder på bænke på alle fire sider af dansegulvet. De tænder tydeligvis på dansen. Interessant nok lader mange af børnene på forreste række sig glide ned fra bænkene og med ind under dansevinylen. Dansen lokker dem tydeligvis. Samtidig er koreografien herligt fri for at tilhøre en bestemt dansegenre. Dette er ikke hiphop eller danseudtryk fra genrer som i Vild med Dans. Det er snarere ’Vild med Krop’. Kroppen placeres i hvert fald hele tiden i nye positioner hen over stolen – som i en akrobatisk undersøgelse.
Forestillingens gladeste øjeblik er faktisk dér, hvor der pludselig opstår et helt nyt væsen: En trissende, rød dynejakke med sørgmodige sko og udtryksfulde ærmer, der vinker iltert – som om den gerne vil lege… Det er Nanna Hanfgarn Jensen, der kan gøre sig selv så lillebitte inde under den røde dynejakke, at hun forvandler sig til en slags rød pingvin. Så overvældende nuttet, at børnene råber: ’Se, hvor cute!’
I afslutningsscenen befinder de tre dansere sig rundt om bordet – hvordan skal dog ikke røbes. Her begynder danserne også at tale og sige dagligdagsudtryk: ’Så er der mad!’, ’Tak for mad!’, ’Velbekomme’ og den slags. Det virker dog ret overflødigt. Dansen virker i hvert fald stærkere i denne forestilling uden tilsætning af ord. Men det er en detalje.
’Hvad kan den – og hvad skal den?’ er en original og rebelsk danseforestilling, der rammer lige ind i folkeskolens fælles mål med glimt i øjet og legelyst. Og masser med smittende nysgerrighed.