Af: Anne Middelboe Christensen

15. september 2023

Original stoleleg med pingvindans

Aaben Dans har skabt en skøn og nysgerrighedsvækkende danseforestilling med masser af skægge bevægelser. Og med en sund pointe om, at det ikke altid er godt for børn at sidde ordentlig på stolen.

Ingen børn gider sidde stille på en stol. Ikke i særlig lang tid, i hvert fald. Det er noget af det, som skolerne kæmper med at lære ungerne: At sidde ordentligt. Men kravet om at sidde stille er paradoksalt nok også noget af det, der bremser børnenes sunde nysgerrighed. For hvad er egentlig potentialet i en stol, hvis man ikke bare sætter sig på den?

Danseforestillingen ’Hvad kan den – og hvad skal den?’ af Aaben Dans for skolebørn er skabt ud fra en nysgerrighed omkring den vestlige trang til at sidde på en stol og gerne rundt om et bord. For hvorfor er det lige, at vi altid skal sidde på stolesædet, når det måske er meget sjovere at balancere på benene, når stolen ligger ned – eller at bruge stolen som en vippe? 

Undredans

Det er denne naive og nysgerrige tilgang til dansen, som gør koreografen Thomas Eisenhardt så skøn at følge. Hans renhjertede betagelse af kroppen udtrykkes ofte med en undren, der straks smitter tilskueren. Barnligt og begejstret. Sådan som han har vist det bl.a. i babyforestillingen ’Tre ben’ fra 2016 og i teenageforestillingen ’Arme og ben’ fra 2007.

Sammen med teaterinstruktøren Kamilla Wargo Brekling har Thomas Eisenhardt skabt en fascinerende forestilling for tre kroppe, der bakser rundt omkring nogle stole og et bord. Designerparret KASPERSOPHIE har skabt en rød-hvid verden, hvor gulvet består af et hvidt dansevinyl og møblerne af nogle røde og rød-hvide stole – og kostumer i rødt og hvidt – med en meddansende arkitektlampe som vidne. Dette er netop IKKE IKEA-realisme. Det er en stiliseret verden, perfekt til Spørge-Jørgen-spørgsmål og uforudsigelige svar.

Den æstetiske stilisering er konsekvent. Den løfter forestillingen ud af et traditionelt plot og over i en skøn situationskomik, som børnetilskuerne tydeligvis nyder. For her begynder alting med en undren. Og legen slutter først, når en anden og vildere undren har fået overtaget.

Musikken leger med. Fredrik Lundin komponeret levende og uforudsigelig musik, der både klikker og blæser, så ungerne sidder og rokker fra side til side. Musikken går fra det pumpende og pulserende til det metalliske og sfæriske – båret af en saxofons organiske åndedrag, helt ned i den dybeste bas. Men tilsat alverdens lyde, så det bliver til undremusik i alle farver. Afsluttet med den kækkeste gadedrengefløjten.

Som skakbrik

Forestillingens tre dansere er virkelig umage – og det er netop det sjove. Den garvede, høje moderne danser Ole Birger Hansen formår som altid at slynge sig rundt i rummet med kantede bevægelser og varme øjne. Gigantisk stor i forhold til børnene, men stadig med barnelegen i kroppen.

Her får han selskab af den bomstærke samtidsdanser Alvilda Faber Striim, der i sit håndboldagtige outfit rask væk går i styrkekamp med ham. Hun lægger nærmest arm med ham stående – og vupti, om hun ikke også får ham bugseret op på sin ryg, mens hun drejer rundt med hans store krop på udkig efter næste stolesæde! 

Den lille, vævre samtidsdanser Nanna Hanfgarn Jensen er klædt i kropsnært, rødt stof. Hun bærer ikke rundt på andre end sig selv, men det gør hun til gengæld på hænderne og sågar på hovedet. Faktisk står hun så yogastabilt på hovedet, at Ole Birger Hansen kan flytte lodret rundt på hende ved at tage fat om hendes opstrakte ben, som om hun var en skakbrik – uden at hun svajer det mindste. 

Nuttet pingvin

Børnene sidder på bænke på alle fire sider af dansegulvet. De tænder tydeligvis på dansen. Interessant nok lader mange af børnene på forreste række sig glide ned fra bænkene og med ind under dansevinylen. Dansen lokker dem tydeligvis. Samtidig er koreografien herligt fri for at tilhøre en bestemt dansegenre. Dette er ikke hiphop eller danseudtryk fra genrer som i Vild med Dans. Det er snarere ’Vild med Krop’. Kroppen placeres i hvert fald hele tiden i nye positioner hen over stolen – som i en akrobatisk undersøgelse. 

Forestillingens gladeste øjeblik er faktisk dér, hvor der pludselig opstår et helt nyt væsen: En trissende, rød dynejakke med sørgmodige sko og udtryksfulde ærmer, der vinker iltert – som om den gerne vil lege… Det er Nanna Hanfgarn Jensen, der kan gøre sig selv så lillebitte inde under den røde dynejakke, at hun forvandler sig til en slags rød pingvin. Så overvældende nuttet, at børnene råber: ’Se, hvor cute!’

I afslutningsscenen befinder de tre dansere sig rundt om bordet – hvordan skal dog ikke røbes. Her begynder danserne også at tale og sige dagligdagsudtryk: ’Så er der mad!’, ’Tak for mad!’, ’Velbekomme’ og den slags. Det virker dog ret overflødigt. Dansen virker i hvert fald stærkere i denne forestilling uden tilsætning af ord. Men det er en detalje.

’Hvad kan den – og hvad skal den?’ er en original og rebelsk danseforestilling, der rammer lige ind i folkeskolens fælles mål med glimt i øjet og legelyst. Og masser med smittende nysgerrighed.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.