Øjnene stråler vidunderligt hos skuespilleren Karen Nielsen, når hun fortæller den guddommelige historie om Jesus-barnet, der forandrede verden. I forestillingen ’Marias barn – Guds søn’ på Parkteatret lever hendes stemme sig så inderligt ind i Biblens fortællinger om Jesus, at man næsten skulle tro, at hun selv havde været med i stalden i Betlehem.
Karen Nielsen står på scenen sammen med den allestedsnærværende trompetist og komponist Rikke Øland, der skaber et levende lydunivers rundt omkring Jesus – fra gjaldende militæragtige toner til hvislerytmer og hviskelyde i kølvandet på rygterne om Jesus og hans lignelser. Alt sammen indledt med en smilende og genkendelig hilsen fra en præcis Rikke Øland i form af kække toner fra julesalmen ’Et barn er født i Betlehem’.
Sjov pingpong
Instruktøren Hans Henrik Clemensen har iscenesat ’Marias barn – Guds søn’ som en letløbende og munter dialog mellem skuespilleren og musikeren. De to kvinder skaber en sjov og legende pingpong, når de sammen skubber handlingen videre og videre frem. Stemningen varieres fint undervejs – fra det nysgerrige og håbefulde til det nedrige og hævngerrige.
Så til sidst sker det uundgåelige: Jesus bliver korsfæstet, og stenen væltes fra hans grav, sådan som der står i Biblen. Teaterforestillingen bliver dermed en fin invitation til kristendommens beretning om Jesus – både for voksne, der i forvejen kan deres bibelhistorie, og for teenagere, der ikke nødvendigvis kender hele historien.
Forestillingens målgruppe er sat fra 11 år, og forestillingen rummer mange finurlige detaljer og skægge hverdagssituationer, der sikkert vil fænge de unge. Ikke mindst de overbærende samtaleglimt mellem en beroligende Jesus og hans bekymrede mor Maria.
En dåd
Karen Nielsen, der også er Parkteatrets leder, har her valgt at være sin egen dramatiker. Hendes tekst insisterer på at formidle Biblens fortælling loyalt – og gudskelov for det. Der er noget renfærdigt og uforbeholdent over forestillingen og dens beskrivelse af tro. Manuskriptet formår desuden at komprimere Biblens enorme fortælling, så manuskriptet kan spilles på en time. Det er i sig selv en dåd!
En del virker dog lidt jappet, måske fordi der er for mange forskellige scener. Men måske også fordi teksten svinger så meget – fra panoramiske overbliksscener til detaljerede dialoger. Den første scene forsøger desuden at speedsnakke sig gennem Det Gamle Testamente som introduktion, sådan med Noahs ark og det hele, hvilket egentlig virker unødvendigt.
Undervejs anvendes også en del besværlige bibeludtryk. Biblens ord om, at alverden skulle skrives ’i mandtal’ bliver dog her forklaret med glimt i øjet: ’Dengang var der ikke noget, der hed personnummer og MitID,’ som det lyder med komikerironi.
Ovre i stalden
På den anden side imponerer teksten. For Karen Nielsen har opdigtet de skønneste beretninger om, hvad kroejeren egentlig sagde, da den gravide Maria og Josef bankede på en sen aften, og han til sidst lod dem sove ovre i stalden. Og som skuespiller funkler hun virkelig, når hun beskriver nævenyttigheden og misundelsen hos dem, der ikke fattede, hvad det var med ham Jesus.
Karen Nielsen er særligt god i rollen som Maria. Når hendes Maria får at vide, at hun skal føde Guds søn, så gengiver hun stærke følelser af både overrumpling og mistro, men også af en særlig ro. Hun skaber en moderne Maria. Og hun giver virkelig indtryk af et menneske, der møder kristendommen som en kærlighedsreligion – og intuitivt føler sig elsket.
’For Gud er alting muligt,’ lyder den replik, der skal få Maria til at indse, at hun bare skal opfylde sin mission. Også selv om hun får at vide, at hun vil ende med at blive ulykkelig. Som en replik lyder: ’Jesus skal være et lys for verden. Men dit hjerte, Maria, skal gennembores af et sværd.’
Magdalenes lange hår
Iscenesættelsen veksler løbende mellem ’historiefortælling’ og egentligt ’skuespil’. Visse karakterer lever Karen Nielsen sig ind i som egentlige roller, og andre karakterer beskriver hun bare. Det er et valgt greb. Men de mange skift bremser forestillingens flow.
Kirkehistorien antydes glimrende ved en symbolsk glasmosaik på midten af scenen. Derudover virker den skitseagtige scenografi af Mikkel Magnus Olsen dog ret rodet med to uudnyttede skulpturer med hebraiske indskrifter på hver side af scenen. Til gengæld er kostumerne af Michael Nøhr yderst fine og både klassiske og nutidige i form af en blå buksedragt til skuespilleren og en lyseblå til musikeren – og tørklæder, som Karen Nielsen svinger rundt om sig i fine, symbolske mønstre. Når Karen Nielsen spiller rollen som Maria Magdalene, vasker hun desuden fødderne på Jesus og tørrer dem med så yndefulde bevægelser, at man ikke er i tvivl om, at hun tørrer dem med sit lange hår.
Undervejs i beskrivelsen af alle de mange ydmygelser, som Jesus blev udsat for, dukker der imidlertid også en interessant sætning op om Jesus, fra dengang han var tømrerlærling hos sin far. Her kaldes hans træskærerier nemlig for ’kunst’.
Sådan! Her sker der altså en kobling mellem teatret og religionen – tydeligvis en sammenhæng, der får Karen Nielsens øjne til at lyse yderligere. For som det lyder i en tankevækkende replik: ’Kunsten er en vej til Gud’.