Af: Carsten Jensen

4. januar 2018

ZeBU bliver hjemløs

ZeBU må som lille storbyteater på Amager undvære sit faste spillested det meste af 2018, mens der bygges om for bl.a. at give bedre plads til naboen, koncertstedet Amager Bio. Teatret har valgt at se det som en mulighed for bl.a. at komme tættere ind på livet af de lokale skoler, hvor man har indgået aftaler med flere om at bruges deres sale som spillested. Men SpringFestivalen må flyttes et år.

Man skal bare tackle praktiske udfordringer som nye muligheder – det synes at være den relativt afslappede holdning hos ZeBU, der som lille storbyteater på Amager er blevet ramt af en lille flig af de byggeprojekter, som fylder hovedstadsområdet på snart sagt hvert hjørne.

Hvad angår teatrets hjemsted på Øresundsvej, hvor man med mange samarbejdsprojekter og godt naboskab under navnet Amager Kulturpunkt deler omgivelser med bl.a. Børnekulturhus A'mar, musikstedet BETA og spillestedet Amager Bio, så har der i årevis været planer om at renovere og udbygge Amager Bio, så kulturstedet med koncerter kan leve op til de nye standarder – bl.a. sikkerhedstjek, bedre billet-, garderobe- og toiletforhold m.v.

Det omfatter også nabobygningen med ZeBU, der som følge af planerne bl.a. mister sin nuværende foyer og indgang, som så flyttes over på den anden side af teatret.

Der er tale om kommunale bygninger, og teatret har været klar over denne mulige byggeproces, allerede før man flyttede ind som lille storbyteater for nu godt otte år siden (se artiklen fra den officielle indvielse, ’Et nyt eventyr kan begynde’).

SpringFestival flyttes til 2019

Men nu skal det altså være – selvom kommunal vankelmodighed har flyttet byggestartsfasen fra januar til februar og senest til marts måned – og mulige nye forsinkelser kan næppe forudsiges…

P.t. lyder budskabet dog, at ZeBU nok kan flytte tilbage i løbet af november og begynde at indrette sig i de nye omgivelser – hvor indretningen af den nye foyer i øvrigt bliver designet af multikunstneren Hans Henrik Øhlers, der også stod for den nuværende – og åbne for publikum og teater igen i januar 2019.

Jørgen Carlslund – der er den ene af teatrets to kunstneriske ledere – synes dog efterhånden at tvivle på de kommunale deadlines, men den oprindelige udmelding gør, at ZeBU rent spillelokalemæssigt er hjemløs stort set hele 2018. Man har ikke kunnet indgå aftaler om gæstespil eller placere egne produktioner i hele perioden. Og den store SpringFestival i maj, der normalt inddrager hele området omkring Teatertorvet, har man også besluttet at flytte et år, så næste festival først bliver i maj 2019.

Festivalen er simpelthen for omfangsrig og pladskrævende til, at det vil være muligt midt i byggerodet – og derfor er alle de potentielle sponsorer blevet orienteret og opfordret til at støtte op igen i 2019. SpringFestivalens økonomi er nemlig helt bundet op af eksterne sponsorer, fonde mv.

Alternativt spillested på fire skoler

De mange udfordringer ved at være sceneløs har teatret – selvfølgelig – besluttet sig for at vende til det positive og bruge det til at komme endnu tættere ind på livet af de lokale skoler og det potentielle publikum: Således har ZeBU indgået aftaler med fire skoler om at få stillet en sal til rådighed en uges tid, hvor man så spiller åbne forestillinger for såvel skole som udefrakommende i form af andre skoler, private m.v.

»Det giver os en mulighed for at komme tættere ind på livet af skolerne på Amager, men helt let har det ikke været at få skolerne med på ideen. Som udgangspunkt har lærerne været meget positive, men er også ramt af skolereformen: Man mangler tid til at indgå i samarbejdet, man har svært ved at overskue at stille en hel sal til rådighed i mindst en uge – man har en helt anden planlægningshorisont – og det har faktisk også været svært overhovedet at få skolelederne i tale,« fortæller Jørgen Carlslund om det, som teatret internt kalder 'Amagerpakken' og som i princippet er gratis for skolerne, udover at lægge hal til – og ZeBU garanterer forestillinger til et antal elever på hver af skolerne.

Det lokale engagement

Der skal kun spilles forestillinger i de lånte sale, for produktionen af forestillinger forgår som altid i Smedehallen i Vanløse, der også rummer lager m.v. Teatret har nemlig beholdt sit gamle hjemsted fra tiden som Corona La Balance og statsensemble.

Og i øvrigt også aktiviteten som turnerende teater, hvor man dog ikke regner med at forøge den nuværende turneaktivitet, der nogenlunde svarer til efterspørgslen og mulighederne.

Turnedelen indgår i øvrigt heller ikke i den lille storbyteater-kontrakt, som ZeBU har med Københavns Kommune. Her handler det om antal aktivitetsdage i lokalområdet og ikke billetsalg og belægningsprocenter, som hos flere af kollega-teatrene i lille storbyteater-ordningen. For teatrets profil er til noget andet:

»Vi står for ny dramatik, eksperimenter og gæstespil af forestillinger med mindre kendte forestillingstitler, og det er altså ikke noget, der fylder teatret på samme måde, som når man spiller klassikere eller dramatiseringer af kendte børnebøger m.v.,« siger Jørgen Carlslund, der glæder sig over, at kommunen udover accept af den mindre mainstream-agtige profil også lægger stor vægt på teatrets lokale engagement.

Som udover egne forestillinger og gæstespil også består af festivaler (SpringFestival, Amager Børneteaterfestival og Amager Børnemusikfestival), mange samarbejdsprojekter med andre lokale kulturinstitutioner, udlån af teatersalen til amatørteaterprojekter for børn og unge, en årlig julekalenderinstallation m.v.

125 aktivitetsdage

Alt dette er til sammen med til at fylde de 125 aktivitetsdage ud, som er aftalt med Københavns Kommune.  

»Vores publikum består mest af skoleklasser. Vi har et ret lille privatpublikum, for vores 'titler' egner sig ikke til et 'klassisk' billetsalg til private. Til gengæld tilbyder vi altså en bred aktivitetspakke – og fx SpringFestival hvert andet år tiltrækker rigtig mange børnefamilier og andre, som ser de udendørs forestillinger på Teatertorvet, køber mad og drikke og hygger sig. Her er vi rigtig synlige for alle de lokale,« siger Jørgen Carlslund.

Nu skal disse aktivitetsdage altså i princippet alle spredes ud andre steder i det meste af 2018, hvilket kan virke urimeligt i relation til udflytningen pga. et kommunalt byggeri, men Jørgen Carlslund er fortrøstningsfuld. Udover egne forestillinger på de lokale skoler – der så også er med til at vise flaget andetsteds på Amager end i teatersalen – har man også placeret et enkelt gæstespil af en fast samarbejdspartner på en skole.

Det bliver ganske interessant at se, om det er muligt at få det eksterne publikum uden for de enkelte spillestedsskoler i tale – i forvejen er det som nævnt ikke alt for nemt at få de lokale i teatret, og det er måske også en udfordring for de lokale skoler at skulle sende deres klasser til en anden skole frem for teatret på Øresundsvej.

Nye rammer

Og så kan man se frem til at komme tilbage til et teater med et anderledes layout. Byggeriet, der bl.a. fjerner teatrets nuværende foyer, er primært tænkt som en nødvendig udvidelse af naboen Amager Bio, der er meget brugt koncertsted, men som bl.a. lider under alt for få toiletter, en meget lille garderobe m.v. – men helt aktuelt også problemer med de nye sikkerhedsregler, der efter de islamistiske attentater ikke mindst på spillestedet i Paris, er opgraderet.

Nu skal alle kropsvisiteres ved indgangen, og det er der ikke rigtig plads til i den nuværende Amager Bio-bygning, hvor indgangen nu bliver ZeBU's gamle foyer plus en stor bid af baggården.

For ZeBU som teater betyder det, at foyeren flyttes om på den anden side af teatersalen, og samtidig får man bedre publikumsadgang til salen, bedre flugtveje, bedre aflæsningsmuligheder af scenografi m.v. – og en teleskoptribune, der kan pakkes sammen på et splitsekund…

Eneste umiddelbare ulempe er, at der bliver taget halvanden meter af teatersalen og at foyeren mister sit rektangulære format.

Nye muligheder

På den fælles plusside for Amager Bio og ZeBU er, at der efter ombygningen er skabt mulighed for direkte adgang til begge sale og nemmere individuel eller fælles brug af faciliteterne ved større eller mindre arrangementer.

Når ZeBU således forventeligt og forhåbentligt er på plads igen, er områdets kulturelle slagkraft således endnu tydeligere: Fem spillesteder af forskellig størrelse og udseende i forskellige bygninger – ZeBU, børnekulturhus, Amager Bio, BETA – samt den store udendørsscene.

Og det er ZeBU klar til at fylde, når SpringFestival 2019 atter indtager Amager Kulturpunkt.

Seneste artikler

Seneste artikler

På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere