En tre kvarter lang, lydstærk hundeprut svinger fantastisk flot sammen med en bevægende intens stemning fra en alderdomsfredfyldt kvinde, som hviler sig bag et let blafrende gardin.
Ordspil om tændt eller slukket lys hos mennesker versus høns, og gåder, der angår forskellen på den nu skaldede, kasketklædte Søren (Søndberg) og silkegeden, der engang havde Beatleshår, fylder rummet med finurlig humor, samtidig med at de begge er del af et sindrigt flet i en større flot fungerende helhed.
Gruppe 38s biografteaterforestilling ’Jeg har Alt’ kombinerer frækt og meningsfortættet ord- og scenekunst med biograffilmens smalfilmscharme.
Sammen med Bodil Allings ‘vrøvle’rimsfortællende gemyt og Søren Søndbergs smalfilmsfremvisende tjener udfolder Joakim Eggerts små fine filmninger af dyr og mennesker eksempler på livets paradoksale og modsætningsfyldte spil.
Kanelkager og livsnydelse
Alt foregår i og omkring en viseligt indrettet vogn. En vogn der er bygget op af låger og klapper, stimer af bøger, små og større fjernsynsapparater, en smalfilmsfremviser, museløbegange, kanelkageskjul og andre drillerier.
Indledningsvis snurrer Bodil Alling rundt på rulleskøjte og sælger biografkarameller m.m.
Siden får hun rim og filmklip til at sno sig ud og ind mellem hinanden i et associerende og umiddelbart tilfældigt væv. Et væv, der undervejs og i sidste ende viser sig at være mesterligt flot strikket sammen som et epos der herliggør det, at vi skal huske at være tilstede i livet mens vi har det, og at vi skal huske ikke at gemme det bedste for længe – for da kan det være borte for os.
Meget i ’Jeg har Alt’ minder om teatrets ‘oldgamle’ forestilling ’Himmelsengen’.
Der er lighed i stemningen og det finurlige spil mellem Bodil Alling som ‘spruttende’ glad og alvorssagte ‘fortællekaptajn’ og Søren Søndberg som ‘skibets agterstavnsmatros’, som, når vi mest trænger til ‘den slags stilhed’ underspillet kiler en lavmælt drilsk eller ‘undrefyldt’ replik ind i Allings fabulerende og spøgfyldte fremmarchtale.
Hverdagen får englevinger
Alling digter, driller og snyder kærligt Søren og publikum. Med skrupskøre brætspil. Og med film og fortællinger. Om gåsen der har sine grunde til at klæde sig ud som julemand. Om hunden, der engang slog svimlende saltomortaler og stadig gør det, nu bare på en mere indre måde. Om silkegeden der efter at få fjernet sit snæversynsgivende lange pandehår bliver leveringsdygtig i alle slags strømper – næsten. Om den vasketøjsbeskæftigede mor, der altid vil forblive mor. Om onkel Zimmermann fra Himmerland, der tårnhøjt tronende på en ‘fjernsynsstang’, bliver til onkel Himmelmand. Om bløde flødekarameller, mus, musvitter og meget mere.
Og nok så væsentligt fortæller forestillingen os med poesi og finurlig bagvendt logik i alle de små scener og ud i de mindste detaljer, at vi ikke skal tage noget for givet. At alt gemmer på en helt masse andet og mere end det, det umiddelbart ser ud til.
Helt jordnære billeder på eksistens får englevinger i det kontrastdirrende rum som forestillingen skaber i sit kontinuerlige tvist mellem på den ene side uhøjtidelig humoristisk glæde, nydelse og forundring, og på den anden side bevægende alvorsfyldt vemod, frygt, dødsangst og bortgang.
