Det, der først slår én, er vitaliteten. De to skønne og skægge gutter på scenen har en tæt og hastigt flydende, kropslig spillestil, der aldrig bliver hektisk. Trods det livlige tempo får stemninger og replikker i historien om Nicklas, der bliver ven med trolden Ymer, lov til at gøre indtryk. Så forestillingens enkle, stærke billeder når at sætte sig på nethinden, før den næste fysiske eller mentale kolbøtte bringer handlingen videre.
Drengene er ikke bare fulde af underholdende påfund og ballade. Selv om det er de i høj grad. De er også fulde af følelser, der spilles, så de kommer os ved. Lige fra begyndelsen vendes stereotyperne og klichéerne på hovedet. I ’Nicklas’ er det Dann Phaffs spinkle trold med bare tæer og spidse ører, der er den bløde og eftertænksomme. Mens Anders Brink Madsens høje, atletiske Nicklas med solbrillerne oppe i håret er lidt af en sej børste.
Men sådan bliver det ikke ved, og det er det bedste ved forestillingen. Drengene gør hele tiden noget, man ikke forventer. Nicklas græder og det gør en sej knægt vel ikke – eller? Selvfølgelig gør han det, når hans søde bedstemor og eneste allierede derhjemme er død! Og den usikre trold med de svage, personlige signaler træder pludselig i karakter og smider venskabet fra sig, fordi Nicklas ikke kan lære ham at trylle. Det er vigtigt, for Ymer må altid høre for, at alle hans 37 troldesøskende er drøngode til troldetryllerier.
En nervepirrende, fælles indsats
Lidt kan Ymer nu godt trylle. Så lige med et bakker Niklas snavvendt! Men Ymer kan ikke trylle Nicklas op på det stejle og farlige blå fjeld. Dér, hvor hans bedstemor har fortalt ham, man kommer hen, når man dør. Det skal Nicklas også nok selv klare – i hvert fald i begyndelsen. Senere indser han, at det går bedre, når de hjælpes ad.
Det skurrer og larmer og blæser med snefnug – eller noget, der ligner – så man tror, der lander en lavine. Men egentlig består naturen bare af to, hvide trækasser, der flyttes rundt og vendes op og ned. Alligevel er ingen i tvivl om, at Nicklas er dumpet i en gletsjerspalte, når lange Madsen sidder fastklemt i trækassens smalle indre. Heldigvis er det kun en lille spalte.
Så efter at have overvundet sin selvmedlidende lyst til at blive dér – og lade verden have det så godt uden ham – bliver han rød i hovedet af anstrengelse trukket op af Ymer.
Ingen af dem kan læse eller skrive, og det er flovt. Men også rørende og tragikomisk , når Ymer prøver at hjælpe Nicklas med at skrive til den døde bedstemor. Nicklas får efterhånden mistanke om, at Ymer heller ikke mestrer kunsten at skrive og læse. Men de lader som ingenting og kommer på den måde videre med det vigtige – brevet til bedstemor. Ved en nervepirrende, fælles indsats lykkes det at få det anbragt på fjeldet. Og bedstemor er nok ligeglad med, om der står bogstaver eller kruseduller!
Måske bør en troldgut ikke regnes som en del af menneskeslægten, men det giver vældig god mening at gøre det her. For ‘Nicklas’ handler ikke kun om at få nyt mod på livet gennem et venskab. Helt uden pegefingre er det også en fin historie om, at der ikke er større forskelle mellem de to knægte end mellem de fleste andre, der kommer fra hver sin kultur.