Attituden brænder igennem i første scene, hvor alle fem unge skuespillere entrerer scenen og stiller sig på række og kikker ud på os med et blik, der både siger ”I rager os!” og ”Kan I da ikke se alt det væsentlige i livet, som vores kaos- og følelsesfyldte indre harddisk er fyldt op med”.
Biografiske historier
Teater V's opsætning af 'Til Ungdommen' er – for dem som har læst Linn Skåbers aldeles anbefalelsesværdige bog – som at opleve alting blive levendegjort og blive des mere fyldt med autenticitet.
Nu er kendskab til bogen dog ingen forudsætning. Uanset hvad vil teaterversionen være et flow af situationsspil, som på forskellig vis tegner den teenageunges følelsesliv. Bogen – og hermed også teaterforestillingen – er skabt ud fra biografiske historier fra teenageres egne liv.
Denne direkte nærhed til de unge kan mærkes meget tydeligt og er et stort plus. Det samme er den respekt, kyndighed og sans for at fange ungdommens livstone, hvormed Linn Skåber har modelleret ungdomsfortællingerne sammen til en mosaik. En mosaik i et ungdommens sprog, som ikke virker påklistret. Og en mosaik med både lethed, humor, bid og alvorsdybder.
Særdeles godt skuespil
I scenerummet spiller alt flot sammen: Pelle Koppels tekstbearbejdelse, som har plukket fint i bogens helhed. Fem særdeles fine skuespilpræstationer, leveret af unge skuespillere med bachelor-afgangsår fra 2019 til 2022.
Frisk fra fad tegner Lue Støvelbæk, Lukas Toya, Nanna Eide, Malaika Berenth Mosendane og Thomas Diepeveen de teenageunge, så vi mærker og tror på de følelsesmæssige orkaner, der raser i dem.
Pelle Koppel har begået en dejlig sensibilitets- og livfyldt iscenesættelse – med fokus på det centrale i bogen og med øje for både variation og ro i scenebilledet. Og sammen med Kristian Hegner Specht har han skabt en minimalistisk scenografisk kulisse bestående af en rustik bagvæg, hvorpå skiftende billeder af eksteriør og interiør toner frem.
Mangefacetteret
Noget ganske særligt ved 'Til Ungdommen' er den diversitet – alle de kringelkroge – vi får et indblik i.
Her er meget underholdende scener, om alle de ydre forandringer. Lue Støvelbæk åbner forestillingen med 'Teenagefødsel' – en monolog, der i meget humoristiske vendinger udpensler alt om dårlig kropslugt, bumser m.m. Senere bobler og koger det i scenen 'Pigerne'. Lue Støvelbæk, Lukas Toya og Thomas Diepeveen er magnetisk dragede imod, men også lidt bange for Nanna Eide og Malaika Berenth Mosendane, der giver den gas med vrikkende dansehofter og lokkende blikke som de piger, drengene nærmest ikke kan kende efter sommerferien.
Men vi kryber også dybere ned og får fat i frygt, savn, længsler, sygdom og død. I 'Hvad jeg ønsker mig til min konfirmation' får man nærmest gåsehud af at høre alt det, som Thomas Diepeveen som kommende konfirmand ønsker sig, at hans onkel Roar ikke gør og ikke siger. I 'Udgroning' skildrer Nanna Eide gribende intenst – ved at kredse om et hårafblegningsmiddel – hvordan det er at leve sammen med en psykisk syg. I 'Toget' smitter Lue Støvlbæk os med følelsen af, hvordan det er at være skilsmissebarn i en familie, hvor mors nye kæreste er fuldstændigt blottet for empati.
Og vi kommer også langt omkring i forhold til kulturelle forskelle, racisme og misforståede hensyn. I 'De skulle bare vide, hvor sej og sjov min mor er' indfanger Malaika Berenth Mosendane, hvordan alle taler misforstået langsomt, forkert og anderledes til hendes somaliske mor og derved fastholder en distance til moren.
Tragisk absurditet og svedige drømme
'Til Ungdommen' tager rigtigt mange ungdomsaspekter med. Eksempelvis også det, at det kan være vanskeligt at bryde ud af en gruppe, uanset at det man har gang i er helt forrykt. I 'Richard' har Richard, der tæver løs på sagesløse, et slæng af hjælpere omkring sig. Heriblandt en fyr, som kan se det er helt galt og som egentlig gerne vil springe fra. Han ved, hvad han burde gøre (hjælpe drengen de gennemtæver), men han er ikke i stand til at forlade slænget. Stærkt spillet og skræmmende!
'Til Ungdommen' er lys og let, men altid med et strejf af alvor. Herlig og utroligt velspillet af Nanna Eide er scenen 'Om jeg vil med i sommerhus, mor?'. Scenen er et langt svar. Eides mor vil vide, hvad hun vil foretage sig, hvis hun ikke tager med i sommerhus. Det tricker Eide til at sætte en gevaldig ønskeversion-fortælling i gang om fester og kæresterier. Kun med det resultat at hun bliver ”tvunget” med i sommerhus.
At de voksne slet ikke forstår deres teenageunge, fremgår også af scenen 'Skrald, damer og tidlig morgen': Mens en film af gadestrøg ruller hen over baggrundsvæggen, følger vi Lukas Toya, der stortrives som skraldemand. En fremtidsdrøm. Et liv, hvor han nyder at se byen vågne, kan blinke til damerne i vinduerne og har fri allerede kl.13.
Og så kommer den for drengen triste finale: ”Men sådan bliver det ikke. Far vil have, at jeg skal blive til noget, hvor jeg skal have jakkesæt på”.
Poetisk finale
'Til Ungdommen' klinger smukt og rørende ud med scenen 'Bær mig' – hvor den unge rækker ud efter den voksne og som slutter poetisk med ordene ”Bær mig præcis sådan, så vi begge glemmer, at jeg snart bliver ubærlig”.
Alle fem skuespillere er på scenen. Alle bevæger sig med samme omfavnelses-gestik, men kun én bærer teksten frem. Et fint og virkningsfuldt greb. Og en fin finale på en absolut seværdig forestilling.
