Det er decideret trendy at belemre børn med verdens uhyrligheder. Siden Thunberg blev kendt for sine klimastrejker i frikvartererne, synes den nedre aldersgrænse for politiske standpunkter og krisebevidsthed at være udvisket.
Jeg skal ikke dømme over dén udvikling – men jeg kan altså være bekymret for, om Jordens undergang ikke er lidt for stor en mundfuld for visse børn, der måske hellere ville tænke på kage. Måske findes der også for meget bevidsthed. Den overvejelse håber jeg, at alle børns voksne vil gøre sig indimellem.
Når det er sagt, så er ’Farmor Floras grønne fingre’ et af de bedre bud på klima- og verdensbevidst teater for børn. Uhyggen er afdæmpet, og budskabet er ikke mere kontroversielt, end hvad Mufasa lærte Simba og generationer af børn og voksne om ’livets store kredsløb’.
Surrealistisk univers
Vi møder vores hovedperson, Bo Tanik, der flovt skjuler sine grønne fingre i lommerne. Men da Bos gamle farmor Flora falder og brækker hoften, må Bo tage til Floras drivhus for at tage sig af de tørstende stakler. Her viser det sig, at de grønne fingre, som farmor også har, forpligter, og Bo må tage kampen op mod tørken i drivhuset.
Men det er mere end hoften, der værker hos farmor Flora. Hun skal snart dø. Derfor beder hun Bo om at tage et bestemt blomsterfrø fra drivhuset med tilbage til hende, som hun kan spise, så hun kan blive en del af naturen. Hun skal være en honningurt, siger hun.
Den lidt abstrakte handling giver udmærket mening i det surrealistiske univers, som forestillingen foregår i.
Vi møder første gang Bo derhjemme, hvor far kommer ind på scenen som et par kæmpestore ben, der fylder hele scenehøjden. Og farmor ser vi kun som en grøn kæmpehånd i menneskestørrelse. Eller er det Bo, der er usædvanligt lille? For i drivhuset er Bo – ligesom Tommelise – i øjenhøjde med spirerne og krybene, der lever i muldjorden.
I kamp mod miderne
Drivhuset var engang et frodigt sted. Der var parader med varietéagtige optrædener af mariehønerne og salathovederne, og alle levede i pagt med hinanden. Men en fascistisk mide har overtaget vandforsyningen og leder nu drivhusets vækster med hård hånd.
Men miden har slet ikke den store hær, han truer sine omgivelser med, og i virkeligheden kommer hans besiddertrang ud af ensomhed og tristesse. Når man ikke har nogen venner, så kan man i det mindste flyde i sin egen pøl.
Det dramaturgiske klimaks er selvfølgelig, at Bo får overbevist miden om, at drivhuset bliver et godt sted, hvis miden deler vandet med resten, så blomsterne kan spire, og alle kan få glæde af frugterne. Det må komme an på en prøve, siger miden og åbner for hanen.
’Verden er ikke vores,’ lyder en central replik i forestillingen.
Det er temaet i en nøddeskal. Vi er en del af naturen, og vi kan ikke besidde den og udnytte dens resurser, men er selv en del af resurserne. Og op af jorden spirer Flora i form af en honningurt.
Showkoncept med akrobatik
Alt i alt er ’Farmor Floras grønne fingre’ på Anemonen – i samproduktion med Kollektivet Langmis – en konceptuelt gennemført forestilling, der har et klokkeklart budskab og også lykkes ganske godt med at formidle den.
Dramatikken er poetisk skrevet af Alexandra Moltke Johansen, hvor flere dele er på rimende vers, mens det floromvundne indimellem varieres kækt af replikker så konkrete som ’farmor er gledet oppe ved Nørreport’.
Iscenesættelsen bruger i høj grad akrobatik og cirkuselementer, der bidrager positivt til underholdningen og samtidigt passer fortrinligt med det visuelle udtryk, der også har visse showelementer over sig.
Sikke mange kostumeskift og fysiske anstrengelser både under og over scenografien, skuespillerne skal igennem, og sveden pibler af dem i den 25 grader varme sal, da de tager hovederne af for at bukke til sidst. Men det er absolut umagen værd.
Langt nemmere er det for stemmerne bag far og farmor, henholdsvis Peter Frödin og Anne Marie Helger, der blot er optaget lyd fra højttalerne – men mere vellykket casting af karakteristiske stemmer kan man ikke forestille sig.
