Sofie Ancher Veas sprudende energi og venligt åbne ansigt er primært det, som bærer 'En ven som mig' fremad. Og det er først og fremmest det, som suger sig fast i ens erindring, som en frisk forårsbrise eller duften af et sødt saftigt bær.
Vea kan virkelig noget på det område. Allerede inden forestillingen går i gang, har hun med sit lyse væsen og sin imødekommende facon hægtet børnene på. Hun spørger og svarer og fortæller med hvert et fiber i sin vævre krop og med sin glade stemme. Og hun gør det på en måde, som børnene kan lide. Fordi de føler sig trygge, og fordi de bliver båret frem i et lys, som det er rart at være sammen om og i.
Numsedans for alle
Når forestillingen går i gang har Vea fortsat børnepublikummet med sig. De lytter og fokuserer på hende. Faktisk er der heller ikke så meget andet at se på og lytte til. Musiker Morten Mosgaard sidder i baggrunden med en guitar, som han undervejs spiller på. Og scenografisk kan forestillingen være i blot én af de mellemstore papkasser, som også er en del af forestillingens stoflighed.
'En ven som mig' hedder sådan, fordi den handler om pigen Anna, der en dag – på grund af sin fars arbejde – skal flytte til en anden by. Det behager hende selvklart ikke. For hun skal rejse fra en by, hvor hun kender alle og hvor alle er flinke. Fx Bagermester Bente, Slagtermester Basse og navnlig nabopigen Hanna, der ligesom Anna elsker at danse og synge, spille fodbold, klatre i træer og spise pandekager.
Det fortæller Vea, mens hun tager et fladt stykke træ frem der er skåret ud som en pige med rottehaler og livsglad kjole. Anna er en lysebrun flad skabelon. Livløs. Men håndholdt. Vea fører 'træskive-dukken' rundt fra hus til hus. Træpladedukken-Hanna trækkes også frem. Og hun ligner rigtigt meget Anna.
Vea krydrer fortællingen med fagter og sang. Hun danser numsedans (en dans, hvor man sidder på sin vrikkende numse og danser 'derudad' på stedet). Og som noget, der fylder meget, inddrages både børnepublikum og legelystne voksne i begge dele.
Det anderledes er helt OK
Siden, når Anna kommer til den nye by, stiller Vea flere huse – dvs. papkasser – frem. I den nye by er bageren og slagteren af helt andre støbninger. De giver ikke lækre kager og søde slikkepinde til hende – men i stedet fedtede romkugler og grisetæer i gelé. Og børnene ligner ikke Anna sådan, som Hanna gjorde.
Igen finder Vea flade træfigurer frem. Den ene Anna møder er en dreng, den næste en gammel dame, der har en hund. Og så taler mange af dem et helt andet og uforståeligt sprog! Uf tænker Anna først. Men snart sander hun – og det er forestillingen essens – at man sagtens kan være bedstevenner med nogen, der ikke nødvendigvis er akkurat som en selv.
Svag historisk skygge
Teatret med det noget pudsige og synes jeg lidt kedeligt klingende navn (når jeg hører ordet jævn tænker jeg umiddelbart, at her skal man ikke forvente de store oplevelser) Teater Jævn beskriver 'En ven som mig' som "En musikalsk fortælling for de 4-8-årige om venskab og forskellighed inspireret af Genforeningen i 1920".
Det første stemmer fint. Men at Genforeningen i 1920 er historisk baggrund anes blot som en næsten transparent skygge. For publikum er det egentligt også ligegyldigt. Det er som sagt primært Veas glade energi, som man smittes af og bærer med sig. Og i den blafrer en fortælling om, at det bærer frugt og glæde med sig at være åben og nysgerrig overfor sine medmennesker.
